Kendt amerikansk komiker og tv-far er fundet død

Bob Saget, der var en af stjernerne i den populære sitcom "Full House", er fundet død på et hotelværelse.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den amerikanske skuespiller og komiker Bob Saget, der er mest kendt fra tv-serien "Full House", er fundet død på et hotelværelse i Orlando i Florida.

Det oplyser den lokale sherif i et tweet søndag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Tidligere i dag blev vi kaldt ud til Ritz-Carlton Orlando, Grande Lakes efter en anmeldelse om en livløs mand i et hotelværelse. Manden blev identificeret som Robert Saget og erklæret død på stedet. Efterforskerne fandt ingen tegn på en kriminel handling eller indtagelse af narko, står der i tweetet fra sheriffen i Orange County.

Bob Sagets fødenavn er Robert Lane Saget. Han blev født i Philadelphia i 1956.

Den 65-årige Saget var en af stjernerne i den populære sitcom "Full House", der kørte over skærmen i otte sæsoner - fra 1987 til 1995.

Han havde den centrale rolle som Danny Tanner, en enlig far til tre piger, som han bestræbte sig på at opdrage assisteret af sin svoger Jesse og vennen Joey.

Herhjemme blev serien også vist under navnet "Hænderne Fulde".

Far 2016 til 2020 viste streamingtjenesten Netflix en fortsættelse af serien med hovedfokus på en af Dannys døtre, DJ Tanner.

Skuespiller John Stamos, der havde rollen som Jesse i den oprindelige serie, er blandt de mange, som hylder Saget.

- Jeg er helt og aldeles i chok. Aldrig nogensinde vil jeg få en ven som ham. Jeg elsker dig så meget Bobby, skriver Stamos på Twitter.

Fra komiker og tidligere tv-vært Jon Stewart lyder det:

- Bob Saget - bare den sjoveste og dejligste.

Saget, der også var en vellidt vært for tv-programmet "America's Funniest Home Videos", havde på det seneste være på turné i USA.

Få timer før meddelelsen om hans død beskrev Saget i et tweet, hvor godt han havde moret sig ved et show i Jacksonville.

- Jeg elskede aftenens show, skrev han og roste publikum for at være "anerkendende". Samtidig opfordrede han folk til at tjekke sin turnékalender.

Bob Saget efterlader sig sin anden hustru, Kelly Rizzo, og tre børn, som han fik med sin første hustru, Sherri Kramer Saget.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden