Nordjysk fodboldlegende død
Henning Jensen, der fik hele sin fodboldopdragelse i Nørresundby Boldklub, er stille sovet ind 68 år gammel
Opdateret kl. 14:55
NØRRESUNDBY: Den kendte nordjyske fodboldspiller Henning Jensen er mandag aften stille sovet ind, 68 år gammel.
Henning Jensen opnåede som fodboldspiller det helt usædvanlige at blive professionel fodboldspiller uden at have spillet en eneste divisionskamp i Danmark.
Da han fik sin første professionelle kontrakt med tyske Borussia Mönchengladbach spillede han således for Nørresundby Boldklub i Danmarksserien, der var den på daværende tidspunkt fjerdebedste række i dansk fodbold.
Henning Jensen fik hele sin fodboldopdragelse i Nørresundby Boldklub, hvor han allerede som anden års yngling blev rykket op på klubbens bedste seniormandskab.
Han fik kontrakt med Borussia Mönchengladbach for en overgangssum på angiveligt 275.000 danske kroner efter en opsigtsvækkende indsats på OL-landsholdet, som han var med til at kvalificere til sommerlegene i 1972.
Her deltog han ikke selv, da han i mellemtiden netop var blevet professionel i Borussia Mönchengladbach, hvor han i en periode dannede en målfarlig angrebsduo med en anden kendt dansk fodboldspiller Allan Simonsen.
Henning Jensen fik senere stor succes i Real Madrid, hvor han i sidste del 1970’erne var en af de mest eftertragtede offensivspillere i europæisk fodbold. Efter afslutningen på en markant karriere i international topfodbold vendte Henning Jensen tilbage til Jylland, hvor han i en kort periode spillede for AGF, hvorefter han vendte tilbage til barndomsklubben Nørresundby Boldklub.
Henning Jensen debuterede for landsholdet i en venskabskamp mod England 3. maj 1972.
Henning Jensen var født 17. august 1949 og spillede udover Borussia Mönchengladbach for spanske Real Madrid, Ajax og AGF, og han scorede ni mål i 21 landskampe.
Han opnåede helt unikt for dansk fodbold at blive tysk, spansk og hollandsk mester, inden han havde spillet en eneste divisionskamp i Danmark.
Henning Jensen huskes også for et spektakulært hovedstødsmål på den engelske nationalarena, Wembley i en kamp i 1973 for et udvalgt hold fra det daværende EF mødte et hold sammensat af spillere fra de tre nye EF-lande - Danmark, England og Irland. Oplægget til målet kom fra den engelske fodboldlegende Bobby Charlton.
Henning Jensen var i 2006 blandt de nominerede, da DBU kårede Michael Laudrup til Danmarks bedste spiller gennem tiderne. De øvrige nominerede var Preben Elkjær, Brian Laudrup, Morten Olsen, Peter Schmeichel, Allan Simonsen og Jon Dahl Tomasson.
Henning Jensen gjorde sig også en overgang efter sin aktive karriere som spilleragent.
Henning Jensen efterlader sig sin kone Ulla, to børn, Susanne, der er bosiddende i Valencia, og Michael, der bor i San Diego, samt flere børnebørn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.