Kent Nielsen: Chanceløse med U19-hold
AaB-træner forbereder talenterne til Europa i tilfælde af lockout og strejke
AALBORG: Mens Divisionsforeningen og Spillerforeningen forhandler om en ny overenskomst er AaB-træner Kent Nielsen ved at strikke en nødplan sammen.
Tirsdag aften stod han på sidelinjen, da klubbens U19-hold trænede, og det vil han også gøre på torsdag.
Det kan nemlig blive de unge talenter, der i næste uge skal repræsentere AaB i den første kvalifikationskamp til Champions League mod APOEL fra Cypern.
Hvis ikke arbejdsmarkedets to parter når til enighed, så udløser det strejke og lockout fra mandag.
Kører to forskellige spor
- Derfor har jeg set mig nødsaget til at køre to spor i øjeblikket. Dels forbereder jeg superliga-truppen til lørdagens kamp mod Esbjerg og den efterfølgende kamp mod APOEL. Men samtidig prøver jeg også at forberede de her U19-spillere til at skulle spille europæisk, siger cheftræner Kent Nielsen.
Han tror dog dybest set ikke, at forberedelserne med ungdomsspillerne nytter ret meget.
- Jeg prøver at gøre det rigtige, men uanset hvor godt vi forbereder os, så er niveauet bare ikke til at kunne lave et resultat mod APOEL.
Kun tabere - ingen vindere
Kent Nielsen lader det tydeligt skinne igennem, at han er træt af, at de europæiske kampe bliver brugt som et våben i overenskomstforhandlingerne.
- Det er et trumfkort, men uanset hvordan man vender og drejer konflikten, så bliver både klubberne og spillerne gidsler. Der er kun tabere - ingen vindere - hvis der kommer til en lockout og en strejke.