Sport

Kent Nielsen stopper i AaB

AaB skal have ny træner til sommer

Kent Nielsen stopper i AaB. Arkivfoto
Kent Nielsen stopper i AaB. Arkivfoto

Opdateret kl. 12:10

AALBORG: AaB’s træner Kent Nielsen stopper i klubben, når hans kontrakt udløber 30. juni 2015.

Det meddeler klubben i en pressemeddelelse.

AaB havde tilbudt Kent Nielsen en forlængelse af kontrakten, men den 52-årige træner har valgt at søge nye udfordringer.

- Vi ville gerne have beholdt Kent, der har leveret et fremragende stykke arbejde i AaB, hvilket jo i sidste sæson resulterede i en historisk The Double med et dansk mesterskab og en pokaltitel samt efterfølgende kvalifikation til sekstendedelsfinalerne i UEFA Europa League.

- Forhandlingerne har været udramatiske, og efter afklaringen med Kent har vi naturligvis straks igangsat arbejdet med at finde en kompetent afløser, der kan bringe AaB videre, siger AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde og tilføjer:

- Heldigvis har vi i AaB et stærkt fundament og en stærk kultur, og jeg er overbevist om, at vi vil være et attraktivt sted for mange trænerkapaciteter.

- En fantastisk tid i AaB

Kent Nielsen blev ansat i en kritisk periode i efteråret 2010 og var i den daværende sæson medvirkende til at redde AaB’s forbliven i Superligaen.

- Jeg har haft en fantastisk tid i AaB, og jeg vil selvfølgelig gøre alt for, at vi også præsterer optimalt i et forår, hvor der venter en 1/16-finale i Europa League, en kvartfinale i DBU Pokalen og 16 spændende spillerunder i Superligaen, konstaterer Kent Nielsen.

- Når vi når til sommer, har jeg været i AaB i næsten fem år, og selvom jeg var glad for og også overvejede tilbuddet om en forlængelse, så har jeg vurderet, at det er det rigtige tidspunkt at skilles efter denne sæson, siger Kent Nielsen.

Kent Nielsen har foreløbig stået i spidsen for AaB i 165 officielle kampe med 69 sejre, 44 uafgjorte og 52 nederlag som resultat.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden