KEP: Vi skal skrabe point sammen til Danmark
Både Kenneth Emil og Rasmus Würtz glæder sig til at spille Europa League
NICOSIA: AaB får ikke del i Champions League-oplevelserne i denne omgang og må i stedet nøjes med at spille med i Europa League. Selvom Kenneth Emil Petersen var skuffet efter kampen, kunne han sagtens trække noget positivt ud af det hele.
- Vi må se, hvem vi trækker. Når vi får det her på afstand, skal vi også huske at se med positive øjne på, at vi rent faktisk er med i et europæisk gruppespil. Vi glæder os til Europa League, siger Kenneth Emil Petersen, selvom han var tydeligt skuffet over nederlaget på Cypern.
Nederlaget betyder, at det ikke bliver til modstandere som Real Madrid, Barcelona eller Manchester City. Der er dog stadig prominente klubnavne i bowlen, når der skal trækkes lod til gruppespillet i Europa League.
- Om et par dage kan vi nok godt glæde os til at spille Europa League, for der er altså også nogle gode hold med der. Der er nok også større chance for, at vi kan vinde nogle kampe der end i Champions League, siger Rasmus Würtz.
Spørgsmålet er så bare, om AaB skal håbe på at møde de store klubber og komme til at spille på store arenaer rundt omkring i Europa, eller de skal håbe på mindre og mere overkommelige modstandere.
- Jeg aner ikke, hvem vi kan møde, så det er selvfølgelig svært at sige. Men det ville da være fint med en lidt blandet landhandel, så vi kan få skrabet nogle point hjem til dansk fodbold, siger Kenneth Emil Petersen.
Der trækkes lod til Europa League på fredag middag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.