Kia Rio strammer sig op
Koreanerne holder fortsat på det sikre men har tilført den ny model strammere linjer
Lissabon: Mere kant og færre kurver. Det er i korte træk billedet af den nye Kia Rio, som netop er præsenteret for verdenspressen i Portugal.
Billedet holder også under huden på den koreanske miniklassebil, som er blevet mere "tysk" end nogensinde og byder på køreegenskaber, der er en tand mere medrivende, men stadig holder bilen på det sikre og underspillede.
Fans af den udgående model vil givetvis savne noget af den personlighed, som nu er afløst af en mere forsigtig germansk-inspireret streg, så forne tiders Seat- og Alfa-inspirerede baglygter nu mere minder om noget fra en Opel Astra. Men Kia, med europæisk designhovedkvarter i Frankfurt, holder på en mere klassisk europæisk stil i en tid, hvor konkurrencen i miniklassen er hårdere end nogensinde.
Storskærm
Den nye Rio er nemlig den første i et helt kuld af hardcore miniklassenyheder, som lanceres i løbet af året, og omfatter Nissan Micra, Suzuki Swift, Seat Ibiza, VW Polo og Ford Fiesta, mens den nye Citroën C3 lige er kommet på gaden.
Nogle af våbnene fra Kia hedder mulighed for storskærm med Apple Carplay/Android Auto, selv nedblændelige forlygter, nøglefri start, bakkamera, parkeringshjælp, træthedsalarm og advarsel for blinde vinkler, mens automatisk nødbremse med fodgængerkendelse og elektronisk linjevogter bliver standard. Dertil kommer en ny 1,0 liter turbobenzinmotor på 100 hk, som ventes at blive den mest solgte herhjemme, og som vi testede på de snoede bjergveje omkring Lissabon.
Importøren har ikke de endelige priser og udstyrsspecifikationer klar for modellerne, der får dansk premiere til marts. Men et godt bud lyder på en startpris på omkring 130.000 kr. for den billigste version med den noget bedagede 1,25 liters benzinmotor med 85 hk, mens udgaven med 100 hk benzinmotor og mere udstyr formentlig ligger fra omkring 160.000 kr.
Længere karosseri
Ingeniørerne har strakt karrosseriet, der er vokset 1,5 cm i længden og 1,0 cm mellem akslerne, så målene lander på henholdsvis 4,07 meter og 2,58 meter, ligesom der nu er plads til 325 liter bagage, hvilket er et af de hidtil største bagagerum i klassen. Den helt nye Seat Ibiza byder dog på 355 liter.
Bag rattet har man udsigt til et instrumentbord, hvor designerne har kastet elementerne fra det gamle op i luften, gået nye veje og f. eks. har vendt luftdyserne fra lodret til vandret udblæsning.
De knapper, du bruger mest, så som elbagrude, aircondition og luftblæser, er trukket frem, så de ligger lige til hånden. Stort hurra for det herfra. Det er nemlig ikke lige logisk i alle biler.
Rosen gælder også USB-strømstikkene, som findes til både for- og bagsædepassagererne.
Instrumentbordet ser eksklusivt ud på afstand og virker meget gedigent, men er sin mørke hårde plast en noget dunkel omgang, så vælg et par indlæg med kontrastfarver, hvis du har muligheden. Dørsiderne opleves derimod discountagtige. Til gengæld er alle knapper og kontakter lækre at røre ved, bl.a. hjulpet af børstede aluindlæg.
Bløde sæder
Rio har i basisversionen kun et radiodisplay, mens man i mellemversion får en fem tommer farveskærm og i topversionen en lækker og hurtigvirkende syv tommers farveskærm. Importøren forventer, at de fleste vælger den største pakke, hvor skærmen fra starten er bundet op på navigation fra Tomtom. Men den kan senere købes uden, så du kan bruge Google eller Apple Maps fra telefonen.
Forsæderne er gedigne og rimeligt velstøttende, men er med stofbetræk for bløde og svampede efter vores smag. Pladsen på bagsæderne er rimelig, når jeg "sidder bag ved mig selv" med forsædet indstillet rigtigt og matcher meget godt klassekammeraterne uden at være prangende.
Pæne forbrugstal
Mens man skal arbejde med gearene i versionen med 85 hk motor, er der straks mere flow i den 100 hk turbomotor, som er den helt rigtige motorisering til miniklassebilen. Maskinen, som blev lanceret i Ceed i fjor, giver det nødvendige og flydende kraftoverskud til Rio’en og klarer på papiret fine 22,2, 23,3 eller 24,4 km/l, alt efter om bilen er udstyret med særligt spareudstyr.
Kias motor leverer på papiret et rimeligt moment på 172 Nm fra 1500 omdr., men det føles ikke sådan, for man skal op over 2500 omdr., før, der for alvor sker noget. Til gengæld er den nye Rio-generation pakket usædvanligt godt ind, og den sætter ny standard i klassen for støjdæmpning.
Mere bid i vejen
På vejen kan vi klart mærke, at der er strammet op i forhold til den gamle mere mageligt anlagte model. Gearskiftet med de fem gear klikker gelinde, undervognen sikrer mere bid i vejen og rattet giver samtidig bedre respons. Noget vi prøver i praksis ved en undvigemanøvre på bane, mens Rio’en viser sig fra sin faste, men komfortable side på de portugisiske veje.
Forbrug: 22,2, 23,3-24,4 km/l (afhængig af Eco eller LFC-pack)
Co2 per km: 102 gram, 99 gram, 92 gram
Grøn ejerafgift: 310 kr. halvårligt.
Motor: Trecylindret motor på 1,0 liter.
Ydelse: 100 hk.
Moment: 172 Nm ved 1500 omdr.
Topfart: 188 km/t.
0-100 km/t: 10,7 sek.
Længde/Bredde/Højde:407/173/145cm.
Kias miniklassemodel er stadig ikke så sporty som den udgående Fiesta og så allround og komfortabel som Polo. Men overliggeren er hævet med fokus på det sikre, med måske også lidt kedelige og underspillede. For vi føler os aldrig på glatis.
På bundlinjen står en bil, der sagtens kunne komme fra en af store tyske koncerner. Bilen er på alle måder blevet mere voksen, og giver umiddelbart giver god værdi for pengene, hvis de bebudede priser holder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.