Kibsgaard langt fra førsteplads
Morsingboen kommer næppe til at gentage sidste års triumf i DILAC 2018
SILKEBORG: Hun begyndte dagen på andenpladsen, men efter tredje runde i DILAC 2018 tyder ikke meget på, at Sofie Kibsgaard kommer til at slutte øverst af alle.
Den 19-årige golfspiller gik fredagens 18 huller i 78 slag. Det var seks over banens par og nok så vigtigt: Det var fem slag dårligere end førende Malene Krølbøll, som dermed styrkede sin position på førstepladsen.
Morsingboen har nu ni slag op til førstepladsen - og foran sig har hun også tre slag op til en anden landsholdsspiller, Louise Markvardsen.
De 12 bedste spillere slutter turneringen af i lørdag. Turneringen, der samler de bedste amatørspillere i landet, blev sidste år vundet af Sofie Kibsgaard.