fængsel

Kilde: Suu Kyi dømt for besiddelse af ulovlige walkie talkie'er

Aung San Suu Kyi risikerer i alt over 100 års fængsel for alle anklager mod den tidligere leder af Myanmar.

FILES-MYANMAR-POLITICS-MILITARY-COUP-SUU KYI-TRIAL
FILES-MYANMAR-POLITICS-MILITARY-COUP-SUU KYI-TRIAL Christophe Archambault/Ritzau Scanpix

Den afsatte leder i Myanmar, Aung San Suu Kyi, er blevet idømt yderligere fire års fængsel blandt andet for besiddelse af ulovlige walkie talkie'er.

Det oplyser en unavngiven kilde til nyhedsbureauet Reuters mandag morgen dansk tid.

Anklagerne, hun er blevet dømt for mandag, er blot tre ud af i alt 11 mod den afsatte leder.

De to af dem omhandler ulovlige walkie talkie'er, mens den sidste drejer sig om brud på landets coronaregler, skriver nyhedsbureauet AFP.

Hun risikerer mere end 100 års fængsel, hvis hun bliver kendt skyldig i alle 11 anklager. Hun afviser selv anklagerne.

Aung San Suu Kyi har tidligere kaldt anklagerne mod hende for "absurde".

I begyndelsen af december blev hun også idømt fire års fængsel.

Her blev hun dømt henholdsvis to års fængsel for at opildne til oprør mod militæret og to års fængsel for at bryde landets coronaregler.

Denne dom blev dog efterfølgende nedsat til to års husarrest.

Der har været omfattende protester og sammenstød i Myanmar, siden militærjuntaen kuppede sig til magten og tilbageholdt Suu Kyi 1. februar.

Siden da har militæret slået hårdt ned på demonstranter og oppositionen i landet.

Mere end 1400 mennesker er blevet dræbt og over 11.000 er blevet anholdt, vurderer lokale aktivister ifølge AFP.

Suu Kyi modtog i 1991 Nobels fredspris for sin kamp for demokrati i Myanmar.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden