Kinesisk bilmærke i dansk offensiv
Xpeng lancerer både den avancerede SUV G9 og sedanen P7 i 2023, hvor importøren åbner et stort servicecenter i Helsingør, mens mærket indfører kørende værksteder, der kommer hjem til kunden
Opdateret 09. november 2022 kl. 10:33
FREMSTØD: Efter en længere optakt er det kinesiske mærke, Xpeng, nu klar til en større dansk offensiv til næste år. Det sker ikke alene med en – men to nye bilmodeller. Samt et nyt hovedkvarter med forhandling og service med rullende værksteder, der udføres af den landsdækkende firma Omnicar Service, som kører direkte ud til bilkøberens adresse, hvor man bl.a. kan lave service og reparationer på stedet.
Xpeng beholder det centrale showroom i Københavnske Axel Towers, men flytter ved nytår hovedkvarter med værksted, udstilling og udlevering af biler i Hillerød. Det skal senere udvides med en vestdansk center. Sideløbende starter Xpeng op med den udfarende service.
Jens Olsen, som er adm. direktør for Xpeng i Danmark, fortæller om tankerne bag.
- Da vi ikke har et net af landsdækkende forhandlere og servicepartnere, er det her en måde at kunne dække hele landet på. Vi kan ikke forlange, at alle kører til Hillerød, og når det vestdanske servicecenter og skadesværksted kommer med, så er kæden komplet, siger Jens Olsen.
- Hos Xpeng har vi den fordel, at vi som nye på det danske marked kan tænke service helt forfra. Det er jo åbenlyst meget nemmere for kunderne, at værkstedet kommer til dem. Da vi samtidig gør det til en pris, som er endog meget konkurrencedygtig sammenlignet med såvel benzin- og dieselbiler samt eldrevne alternativer, forventer vi, at det vil være en ekstra grund til, at danskerne vil vælge en Xpeng, siger Jens Olsen.
Fuldt udstyrede
Tesla har en lignende ordning hvor servicevogne kan rykke ud og dække visse reparationer. Det foregår ved, at bilejerne bestiller tid i en ny Xpeng-app, på hjemmesiden eller telefonisk, og fortæller, om de vil have besøg hjemme på arbejdet eller et tredje sted.
Omnicar Services kører så ud med servicevogne, der er fuldt udstyret med alt nødvendigt værktøj, inklusive specialværktøjer.
Xpeng lancerede tidligere på året den noget fejlcastede P5 sedan, som blev trukket af markedet, før den kom. Men nu kommer der helt andre modeller på gaden. Det gælder den store P7 limousine, som er lidt større end Tesla Model 3, men også den helt nye og kæmpestore G9 SUV på størrelse med en BMW iX, som er præsenteret for kort tid siden.
Hurtig lynladning
Jens Olsen forventer, at der kommer danske priser på P7, som er fra 2021 og nu får et facelift, lige efter nytår, hvor salget starter, og at den vil kunne leveres i andet kvartal. Salget af G9 starter lige efter sommerferien, og den forventes at være herhjemme i starten af fjerde kvartal.
Jens Olsen vil ikke sætte mål for salgstal på. Men har en klar forventning om, at G9 SUV’en bliver den mest solgte.
- Vi tror, at G9, som bliver vores nye flagskib, har et større potentiale end P7. SUV’er er jo mere efterspurgte end sedaner, og så får den også et ekstra gear, når vi taler om ladehastighed og rækkevidde, siger Jens Olsen.
Han peger på, at G9 bl.a. byder på den nye 800 volts platform, formentlig vil kunne med op til 350 kW. Med et batteri på 98 kWh befinder vi os i den pæne ende, og bilen skulle kunne klare over 500 km på en opladning.
- Xpeng Service Flex er landsdækkende og leveres senest fem arbejdsdage fra bestillingstidspunktet på hverdage mellem 8 og 17.
- Service Flex kan løse de opgaver, som ikke kræver en lift på den lokation, som bilejeren ønsker. Det vil sige service og vedligeholdelse, udskiftning af komponenter, bremser og 12V batteriet, udførelse af garantiopgaver samt skift af dæk og fælge, afbalancere hjul og en lang række mindre reparationer.
- De reparationer som ikke kan foretages mobilt, vil blive udført på et Xpeng-servicecenter.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.