Kinesisk bilmærke udfordrer i mellemklassen
MG4 kommer nu i en billigere udgave til 250.000 kr., der ligger 35.000 kr. under introduktions-modellen, og som har kortere rækkevidde og mindre udstyr
Opdateret 30. november 2022 kl. 13:46
PRISVENLIG: Paletten over elektriske valgmuligheder i mellemklassen udvides til stadighed. Nu er MG således klar med en billigere version af den hypede MG4, som er på størrelse med VW ID.3, og netop er lanceret til en pris af 285.000 kr. for en MG4 Luxury.
Det sker med versionen MG4 Nordic Edition, som har et batteri på 51 kWh mod ellers 64 kWh, og koster 250.000 kr. Den mindre udstyrede version har derfor en rækkevidde på 350 km mod ellers 435 km, mens motoren også kun yder 170 hk mod ellers 204 hk.
Ydelsen behøver dog ikke betyde meget for den gesvindte bil, da batteriet også er lettere. Så 0-100 km/t. klares her på 7,9 sek. mod ellers 7,7 sek.
Ingen varmepumpe
MG4 som Nordic Edition har stadig pænt med udstyr som full LED-forlygter, syv tommer digital instrumentering, berøringsskærm på 10,25 tommer plus p-sensorer bagude og klimaanlæg. Her er også en sikkerhedspakke med bl.a. adaptiv fartpilot inkl. kø-assistent og automatisk op- og nedblænding.
Man må dog undvære varmepumpe, som stadig er ret afgørende for rækkevidden i et koldt land som Danmark, selv om den ikke vægter så meget som tidligere. Det gælder også blind vinkel-alarm samt trådløs opladning af telefonen og 360 graders kamera og advarsel for krydsende trafik agterude. Tag ydermere en lynopladning, som her er på 117 kW mod ellers 135 kW og en AC-ladning, der kun er på 3,6 kW mod ellers op til 11 kW.
Mange om buddet
Besparelsen på prisen ser således hurtigt ud til at være dyrt betalt. En oplagt konkurrent som Cupra Born starter fra 315.000 kr. for den mindste version med 204 hk og en rækkevidde på 424 km, mens en mindre model som Peugeot e-208 med 136 hk og en rækkevidde på 362 km starter fra 290.000 kr. VW ID.3 kan pt. ikke bestilles, da man venter på et facelift, der kommer til næste år. MG’s egen ZS EV koster fra 265.000 kr. for versionen med 177 hk og en rækkevidde på 320 km.
MG har også en Performance-model på vej. Den kommer i første halvår af 2023.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.