Kinesisk bilproducent vil lave batteriskiftestationer i Danmark
Kinesiske Nio satser på en kombination af batteriskifte og lynladning. Virksomheden vil ikke bruge penge på markedsføring, men til gengæld bygger den luksuriøse showrooms de steder, hvor bilerne er introduceret
Opdateret kl. 11:12
OSLO: Vi nærmer os en gennemsnitlig kombination af burgerjoint, parkeringsplads, konventionel tankstation og så den klassiske Tesla-ladeplads, hvor ejerne lader på deres højtelskede biler, mens de ser film, taler i telefon eller kigger overbærende på de stakler, der tanker deres fossilbiler, som var de et levn fra fortiden.
Selv er vi kørende i en Nio ES8, som godt nok aldrig kommer til Danmark, men som giver os mulighed for at prøve et batteriskifte Made By Nio. Første Nio i Danmark bliver en stor sedan, ET7. Den er på størrelse med Tesla Model S.
Nio ventes til Danmark i efteråret, og præcis som i Oslo vil der ikke bliver sparet på noget.
Der vil blive opført et Nio House centralt i København, men inden det står klar, vil virksomheden etablere sig mere traditionelt på en anden adresse.
Det lyder måske som fremtidsmusik, men i Kina har Nio allerede skiftet batteri på sine biler 8 mio. gange fordelt på mere end 900 stationer, og forleden rundede virksomheden at have bygget 200.000 biler siden 2018.
Med den statistik i bagagen er man nødt til at tage teknologien alvorlig og ikke forfalde til billeder på nethinden af ukrudtet omkring Better Place-batteriskiftestationer, da sidste mand lukkede og slukkede for præcis 10 år siden.
450 km på fem minutter
Nios batteriskiftestation ved Drammen uden for Oslo fylder omkring to klassiske containere, og foran er der et otte gange otte meter stor felt, hvor jeg bringer min Nio til standsning.
Herefter er det blot at trykke på bilens centrale skærm, og derefter bakker bilen selv helt ind og hen over et par store valser, som fikserer bilen i længderetningen.
Efterfølgende skubber/ presser en dims ved hvert hjul bilen de sidste centimeter, således at køretøjet står med en præcision på en millimeter.
Herefter bliver 10 skruer løsnet, batteriet trækkes sidelæns ud fra bunden af bilen, og vupti, skydes et nyt batteri ind fra modsatte side. Herefter skrues de 10 skruer fast, og efter omkring fem minutter har du fået frisk strøm på bilen i form af omkring 450 kilometer.Så hurtigt kan ingen lynlader præstere at lade en elbil op, uanset hvor hurtig den er.
Inden udgangen af i år forventer man at have 20 stationer i Norge, og i Danmark er man også i fuld gang med at finde egnede steder til skiftestationerne.
Nio forventer at have seks skiftestationer klar i Danmark i slutningen af 2022, hvis det går smidigt med tilladelser og selve strømtilslutningen.
Erfaringerne fra Norge viser nemlig, at tilladelser og godkendelser er en større forhindring end selve teknologien, der mere eller mindre kommer nøglefærdig fra Kina.
De endelige placeringer i Danmark er ikke kendt, men formentlig bliver der batteriskiftemulighed i Kolding, Aarhus, Aalborg samt to omkring København. I 2023 forventes flere stationer i Danmark.
Batteriskifteteknologien er en så integreret del af Nios biler, at man på vej mod batteriskiftestationen på bilens skærm kan bestille et batteriskifte, og ellers kommer muligheden automatisk frem på skærmen 200 meter fra stationen.
Er der mere end én bil, som vil skifte, oprettes der automatisk et køsystem, og inde i bilen vises ens nummer i køen. Desuden er systemet bygget op, så man ikke kan springe andre over i køen, hvis de lige er smuttet på toilettet.
Skifteteknikken er udviklet
Lad det være sagt med det samme: Nio satser ikke kun på batteriskifteteknologi, men ser mere teknikken som et supplement til ladning i carporten og lydladning og inviterer i øvrigt alle producenter af elbiler til at benytte Nio-teknikken til at skifte batteri.
Alle andre bilproducenter er velkomne til at blive en del af teknologien, lyder opfordringen fra Nios danske direktør, Marius Hayler.
Han er udmærket klar over de danske forbrugeres skepsis over for batteriskifte-teknologien, der blev skabt, da daværende Better Place proklamerede, at det var en grøn løsning med indbygget fremtid, hvorefter konstruktionen med Renault Fluence Z. E-bilerne kollapsede og efterlod en god håndfuld blå batteriskiftestationer til deres egen skæbne rundtom i Danmark.
”Batteriskifteteknologien er udviklet meget siden, og samtidig er abonnementsordninger blevet en del af hverdagen, så forbrugerne er vant til det, og samtidig er det let at benytte, idet bilen selv kører ind i hallen. Desuden er der flere størrelser batterier, og de vil passe i alle vores kommende modeller,” siger han.
Mange danskere kan huske Better Place-fiaskoen.
Hvordan vil det påvirke danskernes villighed til at købe Nio med batteriskifteteknologi? ”Du og jeg er bilmennesker, og vi husker alle de forskellige ting, der er sket gennem vores karriere.
Jeg er ikke sikker på, at den almindelige danske forbruger kan huske Better Place.
Omstændighederne omkring batteriskiftet, hvor Better Place var pioner, har dog ændret sig. I modsætning til Better Places tid er forbrugeren vant til at lease i modsætning til at eje, dette vil bane vejen for batteriskifte og batteri som service i Danmark,” siger Marius Hayler, der tilføjer, at Better Place kun ejede batterisiden af ligningen.
- Det betød, at de var afhængige af bilfabrikanterne for at tilslutte sig tanken om batteriudskiftningen, et trosspring, som kun få var villige til at tage på det tidspunkt. Nio har bilerne og infrastrukturen; det betyder, at innovationen er meget nemmere at bringe til markedet, siger han.
Samtidig har Nio testet power swap-teknologien på hjemmemarkedet.
- Lige nu har vi mere end 900 batteriskiftestationer i Kina. De arbejder under forhold, der ligner de europæiske, med kulde og varme, og vi har arbejdet hårdt på at ekstrapolere eventuelle børnesygdomme, som teknologien måtte have haft i de tidlige faser, understreger Marius Hayler.
Sundt for batteriet
Hos Nio benytter man et standardbatteri på 100 kWh, der vil være ladet op til 90 pct. på byttestationen, som Nio betegner som den bedste sundhedsmæssige form for opladning. På stationen oplades batterierne forholdsvis langsomt, og det er skånsomt i forhold til kraftig DC-ladning.
Batteriskifte er en del af Nios måde at tilbyde premium-elbiler på, for målet er, at kunderne lader bilerne hjemme, supplerer med lynladning, og skal man rigtig langt, er et batteriskifte på fem minutter en mulighed.
I Norge sælges bilen for over 90 pct. vedkommende uden batteriet, som man så lejer til en fast månedspris, der er inklusive to batteriskift. I praksis kan man dog godt foretage eksempelvis tre skift, for med i prisen er to gange 100 pct.fulde batterier, så hvis man skifter fra et batteri med måske 35 pct. tilbage, bliver den mængde regnet med i det samlede regnskab.
Nio kommer ikke til at bruge penge på traditionel markedsføring i form af tv-reklamer eller annoncer i diverse glittede magasiner.
Til gengæld satser Nio på at indrette hele huse, hvor folk kan holde møder, drikke kaffe, dyrke yoga og naturligvis købe en ny Nio.
Nio har været til salg i Norge siden 1. oktober sidste år, og lige nu er man 75 ansatte. Nøglen til Nios etablering i Norge har været et såkaldt Nio House på Oslos dyreste adresse, hvor man har indrettet sig på 2.000 kvadratmeter. Til sammenligning har den danske VW-importør etableret et såkaldt VW Studio på Rådhuspladsen i København, men på blot 200 kvadratmeter.
Man lejer batteriet
Hos Nio vil de fleste vælge at købe bilen, men leje batteriet. På den måde vil Nio mindske angsten for, at kunderne er bange for, at batteriet bliver dårligere med tiden.
I Norge koster det ca.
1.900 kr. om måneden at leje batteriet.
Nio benytter batterier på 75 og 100 kWh, og i løbet af 2023 forventes et såkaldt solid state-batteri på 150 kWh lanceret.
Det fylder ikke mere end de nuværende, men skulle give en rækkevidde på op til omkring 750 km.
Nio har endnu ikke oplyst noget om danske priser på hverken bil eller batterileje.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.