Kinesisk træner til bordtennisklub
Den tidligere landsholdsspiller Yu Khan Chen skal gøre de unge spillere i Frederikshavn endnu bedre
Opdateret kl. 13:43
FREDERIKSHAVN: I bestræbelserne på at få endnu flere medlemmer i ungdomsafdelingen har Frederikshavn Bordtennisklub sikret sig en kapacitet som ny træner.
Det drejer sig om den tidligere kinesiske landsholdsspiller, Yu Khan Chen, der mandag eftermiddag blev præsenteret for klubbens ungdomsspillere.
Bordtennisklubbens bestyrelsesmedlem, Peter Christian Jensen, har været den store initiativtager til at få den kinesiske træner til klubben, og det er sket i samarbejde med bordtennisklubben B75 fra Hirtshals, hvor Yu Khan Chen i forvejen fungerer som træner.
- Nordjyske Bank har støttet vores projekt med 15.000 kroner, og det er vi utroligt glade for, lyder det fra Frederikshavn Bordtennisklub.
- Rigtig mange drenge og piger spiller bordtennis rundt omkring i byen, og dem vil vi gerne have med i klubben, hvor vi i lokalerne i Sports Terminalen i Skippergade har syv borde til rådighed, siger bordtennisklubbens formand Jens Vejsgaard.
Klubben blev startet i 2008 og har i øjeblikket omkring 15 ungdomsspillere, der deltager i turneringer under Jysk Bordtennis Union samt DGI, og desuden er der omkring 20 seniorer.
- Planen er, at Yu Khan Chen skal træne vores unge spillere en enkelt gang om ugen, og så må se, hvilke resultater det skaber, slutter Jens Vejsgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.