Kirkegårde får nyt image
Aalborg Kommunes tre kirkegårde får sit eget image, sit eget særpræg og egen beplantning.
Opdateret 16. maj 2022 kl. 15:28
Aalborg Kommune vil ændre på kirkegårdenes udseende, men det kommer til at tage tid. Der er lagt en langsigtet plan for de tre kirkegårde, Almen Kirkegård, Hasserisgade 9, Søndre Kirkegård, Blomstermarken 62 og Østre Kirkegård, Filstedvej 76 i Aalborg. Almen Kirkegård bliver til en bykirkegård - den har de store alleer og lige akser i forvejen. Søndre Kirkegård bliver en skovkirkegård i form af forskellige skovbeplantninger og Østre Kirkegård en havekirkegård med mindre træer og blomstrende planter. Det er det arkitektoniske - beplantningen og indretningen af kirkegården - der ændres. - Det gør vi for at imødekomme individuelle ønsker og behov. Der er flere, som ønsker en særlig gravplads, og det kan vi prøve at imødegå. Vi har allerede på Søndre Kirkegård et hjørne, der er præget af skov. Og på Østre Kirkegård er det lavere træer, der gør sig gældende. Her kan vi imødegå behovet for det mere blomstrende og haveagtige, lyder det fra Monika Mohr, der er landskabsarkitekt i Aalborg Kommune. Men det vil tage tid at ændre på kirkegårdenes plantesammensætning og struktur, for der er i første omgang gravstederne at tage hensyn til. De er fredede fra ti år og opefter, og det skal respekteres. Og kirkegårdene rummer historiske monumenter, der skal indgå i den nye sammenhæng på en naturlig måde. Kirkegårdene skal indrettes så fleksibelt som overhovedet muligt. Det skal kunne indpasses efter tidens behov. - Der skal være plads til alle. Det er en proces, det at bearbejde sorg, og vi skal kunne rumme det, og ikke have alt for mange strikse regler for sorgen. En overordnet struktur er godt, for så kan vi have plads til mere individuelle behov på de enkelte gravpladser, forklarer Monika Mohr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.