Kirker bruger vetoret til at modarbejde vindmølleprojekter

Mindst ti gange siden 2017 har stifter brugt særlig vetoret til at bekæmpe vindmøller af hensyn til udsigten.

Flere gange de seneste år har kirkernes stifter brugt en særlig ret og nedlagt veto mod vindmøller.

Det skriver Information på baggrund af en aktindsigt, som dagbladet har fået hos Bolig- og Planstyrelse.

Mindst ti gange siden 2017 har danske stifter brugt en særlig vetoret til at modarbejde vindmølleprojekter af hensyn til udsynet fra kirkerne.

Mens borgere og virksomheder har almindelig høringsret, kan kirkens stift ifølge planloven nedlægge veto mod kommunale projekter, hvis en kongelig bygningsinspektør har skønnet, at det kan forstyrre udsynet til eller fra kirken.

I de ti tilfælde har der været mellem 1,5 og 4,5 kilometer mellem de planlagt vindmøller og den pågældende kirke.

Det vækker harme i både blå og rød blok, at kirkerne har den magt.

- Det er for vidtgående, at kirkerne har vetoret over for opførelsen af vindmøller, siger Carsten Kissmeyer, der er Venstres energiordfører, til Information.

Han bakkes op af Signe Munk, der er politisk ordfører for SF.

- Tiden er løbet fra, at kirker har en vetoret til at sige nej til vindmøller, siger hun til avisen.

I nogle sager er projekterne blevet aflyst, eller stiftet har trukket sin indsigelse tilbage efter forhandlinger med kommunen om at skære i antallet af vindmøller. Andre sager er fortsat uafklarede.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.