Insekter

Kirurgerne fra Dubai

Sommerfuglen.

Lykke er tilbage efter ni måneders pause.
Lykke er tilbage efter ni måneders pause.

Hvor er det i grunden hyggeligt, at tv-serien om og med Lykke er tilbage efter ni måneders pause. Og der kan jo ske meget på ni måneder: Maja har været gravid og har født. Anders Assing (David Dencik) har været i Oxford og er tilbage. Claus har været i fængsel og er på vej ud. Lykke gør karriere, og det går stærkt. Og det allerværste: Mor og far er tilbage i Danmark efter 10 lykkelige år i Dubai. Mor Lene (Paprika Steen) og far Niels Christian (Jens Jørn Spottag) er et særdeles forfriskende pust i tv-serien. I starten troede vi jo, at de var døde. Men vi har også fået en fuldgyldig forklaring på, hvorfor Lykke (Mille Lehfeldt) og Thomas (Laus Høybye) har løjet dem døde: De er et særdeles anstrengende selskab. Selvoptagede og utålelige. De kan kort og godt ikke blive mere rædselsfulde og forfærdelige. Det er dog også Lene og Niels Christian, der er seriens helt store problem i øjeblikket. Jovist er de sjove i deres distræte afstand til almindelige menneskers tilværelse. Men de er også for meget. De er for utroværdige. Jeg vil ikke klandre hverken Paprika Steen eller Jens Jørn Spottag for at overspille deres roller. Jeg tror simpelthen, der er manuskriptet, det er galt med: Der er tonset for meget på. Jovist er det en komedie, men vi skal også have bare en snert af troværdighed i karaktererne. Det mangler her. Det er helt og aldeles fraværende. Desværre. De kommer ellers vidt omkring de to. De får beskyldt Lykke for at være lesbisk - blot i en lille bisætning. De forsøger at bestikke Maya, Majbrit, Marie-Louise, eller hvad det nu er, hun hedder, deres svigerdatter, til at døbe barnebarnet Abdullah Leth. Og deres analyse af, hvor forfærdeligt et demokrati er, er også morsom. Og endelig slår de fast, at deres ulykke i Dubai - næseoperationen, der gik galt på grund af en sommerfugl - er Thomas’ skyld. Jo - de to er ret langt fra andre mennesker i deres adfærd. Vi fik også introduceret Lykkes nye kæreste: Boris (Anders Juul). Forelsket, naiv og dum er han. Så han kan bruges og misbruges af Lykke, når hun har brug for en kavaler. Og det har hun jævnligt. Noget ligeværdigt forhold er det dog ikke, for forelskelsen går kun én vej. Meeen: Det er jo ikke hos Boris, at Lykke skal finde lykken. Det er og bliver jo Anders Assing, hun skal have til sidst. Og de nærmede sig da også hinanden en lille smule. Lykkes rengørings-undervisning i Assings lejlighed var ubetaleligt morsom i øvrigt. Og så er der Flemming (Lars Brygmann), Lykkes chef. Han er også alt, alt for meget. Og når han står til en forfremmelse og siger til Lykke, at det er fantastisk, så bekræfter Lykke, at det er fantastisk. Og det er det sandelig også for en mand med Flemmings evner. Han sætter helt nye standarder for ubegavet ledelse. Og hans opførsel over for Charlotte (Ann Eleonora Jørgensen) sætter ligeledes nye standarder for, hvordan man kan misbruge sin lederrolle i forsøget på at få noget på den dumme. I øvrigt undrer det mig, at det sædvanligvis superprofessionelle DR kan lave en så tåbelig fejl, at der i udendørsscenerne på skift er grønt og frodigt med blade på træerne, for kort efter at klippe til vinteragtige, bladløse træer. Men velkommen tilbage. Det er rart igen af få godt tv-drama på skærmen søndag aften. Og det på trods af, at Lykke ikke er et 100 procent velskabt barn, men noget der kunne trænge til at få et eftersyn af et par plastikkirurger. Og der har vi jo heldigvis to arbejdsløse af slagsen, der netop er hjemkommet fra Dubai. Lad os se, hvor det bærer os hen de kommende ni søndage. Lykke, afsnit 11: Sommerfuglen Forfattere: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad Instruktør: Jesper W. Nielsen DR-tv søndag aften Genudsendelser: Torsdag (natten til fredag) 0:15 og søndag 17:30 Og på DR HD: Mandag 17:40 og søndag 19:00

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden