Kjul Strand får bedre bredbånd

150 husstande øst for Hirtshals får hurtigere netforbindelser via microcentral i området

150 husstande ved Kjul Strand får snart bedre bredbåndsforbindelse. Modelfoto: TDC Group
Internetforbindelse 27. februar 2018 16:46

HIRTSHALS: YouSee forbedrer i de næste par måneder bredbåndsnettet til 150 hjem ved Kjul Strand øst for Hirtshals.

Der er udsigt til forbedringer på de adresser, som ligger ved Kjul Strand øst for Hirtshals. 150 husstande får adgang til højere hastigheder via deres telefonstik.

Arbejdet indebærer, at YouSee graver kabler ned og fører kablerne ud til en ny mikrocentral, et gadeskab, hvorfra bredbåndssignalet fortsætter videre ud til det enkelte hjem via de eksisterende telefonkabler.

- Vi har været i dialog med lokale ildsjæle, som ønskede bedre bredbånd. Meldingen fra os har været, at vi gerne vil installere et nyt net, hvis der var lokal opbakning til at bruge det efterfølgende, siger vicedirektør Eva Birgitte Bisgaard, YouSee.

Beboerne ved Kjul Strand kan forvente, at de har adgang til bedre bredbånd sidst i april.

Intet gravearbejde

I og med YouSee fortsat vil levere bredbåndsforbindelsen via de eksisterende telefonkabler, der fører ud til de enkelte huse, skal der ikke foretages noget gravearbejde med den løsning. Det betyder også, at der ikke er nogen tilslutningspris.

- De fleste husstande har i forvejen et telefonstik, så det er blot det, som vi benytter. Hastigheden vil dog variere fra hjem til hjem, alt efter hvor langt der er til den nye central, fortæller Eva Birgitte Bisgaard.

YouSee, der er en del af TDC Group, kører i øjeblikket flere projekter landet over, hvor områder får forbedret deres bredbåndslinjer, fordi der er lokal tilslutning til at bruge det nye bredbåndsnet. Det er en følge af ’YouSees Landdistriktsinitiativ’.

- Vi kan skrue op for hastigheden ud til hjemmene ved at placere en ny central tættere på husstandene. Det er selvfølgelig en større investering for os, fordi der også skal graves kabler ned, men hvis der er tilstrækkelig lokal opbakning til at bruge de nye bredbåndsforbindelser, vil vi gerne installere en ny central. Det er en model, som vi udbygger efter i hele Danmark, siger Eva Birgitte Bisgaard.

Sidste år fik Skiveren en løsning identisk med den, som nu etableres ved Kjul Strand.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...