Klap med to hænder

Barndommens sang om "alle de, som klappe kan - de er født i klappeland", fik ny betydning, da jeg i januar ferielandede på et andet kontinent, og flypassagererne - efter fem timers flyvning, og en vellykket landing i det fremmede - klappede.

Denne spontane reaktion, som er udtryk for en glæde over at være landet godt, og ferien kan begynde, har jeg hørt før, men min medrejsende ven påstod, at det havde han dog aldrig nogensinde hørt. Det medførte en god diskussion om klap og klapsalver. Vennen er med på at vise glæde og begejstring ved at klappe til en koncert, eller en cirkusforestilling, men fordi et fly lander, eller der klappes, når solen går ned, som man gør ved Solnedgangspladsen i Gl. Skagen, synes han er patetisk. Modsat synes jeg ikke, det gør noget, at man viser en følelsesladet handling, hvis den er ægte. At flyve indebærer dog en vis spænding. Nogle klarer det med en lille en før rejsen, andre med to skarpe under rejsen, og så er der en stor gruppe, som konstant flyver med nerverne uden på ferietøjet, og derfor hverken kan få en dråbe eller en bid ned. At lande - måske nok med en indre uro - men uden kvæstelser på kroppen, uden røg i kabinen, og uden terrorister på sædet foran, er dog en rar ting, som fortjener forløsende klappende hænder. I øvrigt er bifald, opbakning, og anerkendelse altid af det gode. Før det blev tilladt at klappe i en kirke, synes jeg faktisk altid det var kunstigt, og ødelæggende for totaloplevelsen, at man ikke måtte give udtryk for sin umiddelbare begejstring. At være god til at styre sin glæde, er faktisk det modsatte af at være patetisk - nemlig at være blasert. Når man mangler - eller kvæler - evnen til at blive revet med, fordi man har oplevet det der sker så mange gange, eller i hvert fald har oplevet noget, der var enten sjovere, smagte bedre, eller blev bedre udført, så kan man godt være på vej til, at blive en underlig blasert stodder. En anden god ven har fortalt, at han har besøgt Grønland så mange gange, at han får dårlig samvittighed, når flyet lander, fordi alle kigger ud af flyets vinduer for at nyde det betagende landskab, mens han sidder - i sin blaserthed - og læser avis. Måske skal vi som folk overveje, at klappe noget mere. Her tænker jeg ikke på den plagsomme lettere hysteriske, stressende klapning, som foregår i mange tv-underholdningsprogrammer, hvor der bliver klappet i en uendelighed, så der ingen tid er til noget begavet. "X-Factor" er et godt eksempel. Men hvis vi kan putte lidt impulsiv varme ind i en vores smagsdommerkultur er det ik' så ringe. Jeg husker engang, at jeg overværede en opera i Madrid, og første gang de optrædende viste sig, rejste de spanske tilskuere sig, råbte begejstret og smed roser op på scenen. Det var i hvert fald en anelse patetisk. Alligevel følte vi siddende danskere os en smule udenfor, så da det hele var overstået, stod vi kolde nordboer op, og råbte sammen med spanierne. Jeg har også engang været til en filmpremiere, hvor man klappede under de afsluttende rulletekster. Spontan anerkendelse giver en god varme. Hvis vi kan klappe af flykaptajnen, så kan vi vel også klappe af buschaufføren, når vi helskindet ankommer til Aalborg, eller klappe af togføreren, når vi sunde og veltilpasse ruller ind på Københavns Hovedbanegård. Eller også er det lige rigeligt. På den anden side. Man skal vel klappe, hvis man ikke kan lade være. Det er rigtigt fint at klappe, og det er demokratisk godkendt, hvis man hellere vil holde hænderne i ro. Eller også man kan - som Jens Okking engang gjorde i filmen af samme navn - klappe med en hånd. Det giver mange muligheder at være født i klappeland. Frode Muldkjær - journalist. Bor i Dronninglund. Hjemmeside: http://frodemuldkjaer.blogspot.com.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.