Klar sejr til Aalborg
Aalborg Håndbold rykker - slog GOG i Gudme
Opdateret kl. 22:38
GUDME: Aalborg Håndbold vandt onsdag aften 26-20 ude mod GOG i Herre Håndbold Ligaen.
Aalborg gav igen spilletid til Marcus Mørk, der fik sin længe ventede debut mod SønderjyskE i lørdags.
Derudover var der spilletid til Johan Jakobsson, Stig Bugge og Ole Erevik, der alle var meldt tvivlsomme til kampen.
Gæsterne var bedst i første halvleg og gik til pause i GOG Arena foran 14-10.
Fra anden halvlegs start forsøgte GOG sig med at tage målmanden ud for at skabe overtal i angreb. Men det gjorde ikke den store forskel udover, at målmand Ole Erevik efter fire minutter kunne score i et tomt GOG-mål.
Ole Erevik bidrog foruden målet også til sejren med mange redninger.
Topscorere for Aalborg Håndbold blev Håvard Tvedten med syv mål og Morten Slundt med seks.