Klar til Danser mod Cancer

42 byer - heraf seks i Nordjylland - danser lørdag 30. august

Charlotte Bolivard er ildsjælen bag Danser mod Cancer. Foto: Allan Mortensen <i>Allan Mortensen</i>

Charlotte Bolivard er ildsjælen bag Danser mod Cancer. Foto: Allan Mortensen Allan Mortensen

AALBORG:Det er sommertid - det er indsamlingstid. For tredje år i træk er 42 byer i Danmark lørdag 30. august klar til at indsamle flere hundredetusinde kroner for at hjælpe kræftramte børn.

Konceptet Danser mod Cancer er i år blevet udvidet med blandt andet sponsorløb og -gåture samt spinning, auktioner og meget mere i mange af byerne.

42 haller over hele landet stiller i år gulvplads til rådighed, mens 300 Zumba®- og andre sportsinstruktører lægger sved og stemmer til for at indsamle så mange penge som muligt til Foreningen Cancerramte Børn.

Seks nordjyske haller er med i år: Klim, Studio 9000 Z på Gørtlervej 9a i Aalborg, Flauenskjold, Frederikshavn, Skagen og Øster Hornum.

Sidste år blev der på den landsækkende aktivitet indsamlet 450.000 kroner. I år er målet 500.000 kroner.

Ildsjæl fra Vodskov

Det kræver en enorm indsats, og den bliver ikke mindst leveret af Charlotte Bolivard fra Vodskov, der igennem de seneste tre år har taget initiativ til og arrangeret Danser mod Cancer.

- I år er arrangementet meget specielt for mig, for det er blot et par måneder siden, min egen mor døde af kræft. Men det er ikke kun mig, der arbejder hårdt for at hjælpe kræftramte børn, det er også de mange hundrede frivillige over hele landet, der støtter op og afsætter tid, som gør dette arrangement muligt.

En glad formand

Man kan gøre rigtig mange kræftramte børns liv lidt lettere - og også nå bedre ud til deres familier med pengene, som Danser mod Cancer indbringer, forklarer formand Jan Johnsen.

- Kvaliteten af de mange arrangementer, der afholdes hver år i foreningen, er blevet forbedret til gavn for de kræftramte børn og deres familier på grund af Danser mod Cancer. Ligeledes er det blevet muligt at lave flere arrangementer.

- Det er fuldstændig overvældende, at så mange frivillige rundt omkring i Danmark yder denne enorme indsats. Derfor er vi også dybt taknemmelige over de mange kræfter og den megen tid, der bliver lagt i forberedelserne op til lørdag 30. august.

Jan Johnsens håb er, at pengene fra dette års Danser mod Cancer gør det muligt for foreningen igen at komme på en skiferie til Norge med 45 børn i behandling samt deres evt. søskende og forældre.

- Denne tur er fantastisk og giver de berørte familier mulighed for at komme til kræfter og hygge sig.

Han opfordrer derfor alle, der har lyst til at være med, til at finde energien og træningstøjet frem - og sammen med andre brænde kalorier af for et godt formål.

Læs mere om eventen på www.dancermodcancer.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden