Galleri - Tryk og se alle billederne.
1
BRØNDERSLEV:16. november kommer Midtbyens Fysioterapi nær banegården i Brønderslev til at skifte udseende, idet klinikken får nyt navn og nye skilte den dag. De skal nemlig indgå i den landsækkende kæde Benefit, og det markeres med en reception samme dag, hvor det samtidig markeres, at klinikken og indehaver, fysioterapeut Sonja Koldborg Pedersen, har 10 års jubilæum.
Men der sker også noget på de indre linjer.
- Jeg er gået ind i den kæde for at få en fælles sparring. Jeg mener, at det hører fremtiden til. Det er ikke noget udvikling i at være én person, vi har brug for noget ping pong.
Netop det med at sparre, udveksle idéer i fællesskab og være flere til at tænke tankerne er noget, som er meget vigtigt for Sonja Koldborg Pedersen. Hun tror ikke på, at man skal gøre, som man plejer - men at man skal udvikle sig.
- Vi har brug for sparring som små klinikker. Det gør det alt andet lige lidt nemmere, at vi kan bruge hinanden, siger Sonja Koldborg Pedersen og giver som eksempel, at lederne i kæden kan sparre med hinanden, at der er fælles reklamer og hjælp til praktiske ting som forsikringer.
- Fysioterapeuterne kan også gå sammen med fysioterapeuter på andre klinikker om nye tiltag. Vi har for eksempel kun en idrætsfysioterapeut, nu kan han sparre med de andre, siger hun.
Ved receptionen kan folk komme og se, hvad klinikken har at byde på.
Benefit har klinikker i hele landet, de nærmeste er i Frederikshavn og Sæby.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.