Klim Friskole vandt desværre ikke filmkonkurrence
I uge 10 blev der produceret film om livreddende førstehjælp på fem skoler i Nordjylland. Det var eleverne på Kærbyskolen, Svenstrup Skole, Kongerslev Skole, Klim Friskole og Aalestrup Realskole, der var filminstruktører for en dag. Eleverne fik besøg af to instruktører fra Lommefilm, der hjalp dem i gang med at producere film på mobil eller tablet. Hver skole stemte den bedste film videre i konkurrencen om at blive kåret som Nordjyllands bedste film om livreddende førstehjælp. De fem bedste film dystede mod hinanden i en åben afstemning på www.lommefilm.dk. Vinderen blev Svenstrup Skole med filmen "Slow Mo Hjertestop", som fik 1.029 stemmer ud af i alt 2.416 afgivne stemmer. Filmen sætter fokus på, hvor vigtigt det er at træde til, hvis man bliver vidne til et hjertestop.
Filmen "Den hjemløse" - af Iris, Alma, Tobias, Mikkel, Lasse fra Klim Friskole måtte nøjes med en fjerde plads med 196 stemmer.