Klitter frem i lyset

Nyt projekt om jordfordeling skal fremme landbrug, natur og turisme

Området mellem Bulbjerg og Svinkløv rummer nogle af landets bedst udviklede parabelklitter. Klitterne ses tydeligt på luftfotos, som store parabelformede klitformationer, der er dannet langs kysten. Foto: Jammerbugt Kommune

Området mellem Bulbjerg og Svinkløv rummer nogle af landets bedst udviklede parabelklitter. Klitterne ses tydeligt på luftfotos, som store parabelformede klitformationer, der er dannet langs kysten. Foto: Jammerbugt Kommune

JAMMERBUGT:Jammerbugt Kommune er med i opløbet om at komme i betragtning af en portion penge fra Realdania. Kommunen ønsker at deltage som pilotkommune med et projekt mellem Bulbjerg og Svinkløv, som handler om jordfordeling. Formålet er et øget udviklingspotentiale både for landbrug og natur.

Projektet lanceres under Collective Impact (kollektiv effekt, red.) Collective Impact er et uafhængigt arbejde, der finansieres af Realdania. Det er en ny arbejdsform, hvor man har fokus på at skabe forandringer i fællesskab. Med jordfordeling kan der skabes bedre løsninger i det åbne land og som gavner landbruget med en bedre bedriftsøkonomi.

En ændret anvendelse af arealet kan gavne de rekreative områder og dermed skabe flere oplevelser for turister og borgere ved at få synliggjort de skjulte skatte - som de unikke parabelklitter - samtidig med, at det er en fordel for de lokale landmænd.

Jammerbugt Kommune skal i samarbejde med rådgivningsfirmaet Orbicon frem til januar 2016 afdække, om der er interesse for en jordfordeling i området. Kommunen bidrager med viden om området og har fra starten af inviteret landboforeningen med for at sikre kontakt og dialog.

- Selvom kommunen risikerer at blive fravalgt som pilotkommune i marts 2016, hvor udvælgelsen skal ske, er der enighed blandt landboforeningen og de lokale aktører og kommunen om vigtigheden af samarbejdet og dialogen om udviklingsmulighederne i det åbne land, siger Landbonords kredsformand kreds 3, Frank Andersen, og projektleder i Jammerbugt Kommune, Marianne Fisker.

Siden kommunalreformen har Jammerbugt Kommune arbejdet hen imod en dialogbaseret måde at lave planlægning og rammer for udviklingen af det åbne land.

- Med landbrugsplanlægningen i 2014 har vi skabt rammerne for landbruget og det er besluttet, at der er plads til landbrug overalt i Jammerbugt Kommune, supplerer Frank Andersen og Marianne Fisker.

Men der er forskel på udviklingsmulighederne afhængig af en række forhold. Blandt andet områdernes jordbund og nærhed til kyst og fjord.

Meningen med jordfordelingsprojektet er at sætte handling på nogle af de mange ønsker, der er for arealanvendelsen i det åbne land, hvor både landbrug, natur og turismeerhvervet tilgodeses.

- Vi ser det som en oplagt chance, som vi har store forhåbninger til skal lykkes, udtaler formand for Teknik og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune, Jens Christian Golding.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.