Klubber må kigge langt efter baner

Aalborg KFUM og St. Restrup IF var blevet stillet baner i udsigt, men der er ikke afsat penge de næste to år

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

AALBORG/FREJLEV:To fodboldklubber med vokseværk, Aalborg KFUM Fodbold og St. Restrup IF har forgæves spejdet efter penge til nye fodboldbaner i 2014 i magistratens budgetforslag.

Med hensyn til ønsket om flere fodboldbaner, er de klubber nemlig ikke kommet på måltavlen i 2014.

De to klubber, der begge har oplevet en kraftig medlemsvækst over de seneste mange år havde en forventning om, at de ville blive tilgodeset efter at have læst en undersøgelse af kommunens idrætsanlæg foretaget af teknik- og miljøforvaltningen, der peger på, at banesituationen er i det røde felt.

Hårdt belastet

- Vi har haft stor boligudvikling og hele Hasseris Enge kvarteret er et boligområde med børn, og vi var i forvejen hårdt belastet, siger formanden Aalborg KFUM, Christian Hvingel.

En ny stor udstykning i Frejlevs vestlige ende samt en udstykning ved Ferskenvej og Æblevangen i Hasseris er også ensbetydende med, at medlemstilgangen kan fortsætte.

- Der er kommet 150 nye villaer, og der har vi kunnet tage imod deres børn, det kan vi ikke blive ved med nu, for nu kommer der 80 villaer mere i den lokalplan, der ligger på området mellem Ferskenvej og Æblevangen. Hvis der kommer 80 foldboldspillere eller mere, så aner vi ikke, hvad vi skal gøre ved dem, siger Christian Hvingel.

Venteliste

Klubberne peger på, at det rent økonomisk ville være fornuftigt at etableringen af nye baner skete samtidigt med de nye udstykninger.

- Alt andet lige vil man spare en kæmpe del af udgifterne ved at lave det samtidig, siger fodboldformanden, der også er ingeniør.

Baneforholdene i de to klubber er så pressede, at klubberne kan blive nødsaget til at indføre ventelister for nye medlemmer.

Forstår skuffelse

Teknik- og miljørådmand Mariann Nørgaard (V) bekræfter, at St. Restrup IF og Aalborg KFUM ligger øverst på prioriteringslisten, hvis der gives penge til området. Hun peger også på, at teknik- og miljøforvaltningen forud for budgetforhandlingerne havde bedt om penge til baner til de to klubber.

Rådmanden forstår godt, at de to klubber kunne have en forventning om at komme på budgettet.

- Jeg kan godt forstå, at de er skuffede over, at det ikke er medtaget, for det har ligesom ligget i luften, at det var der, hvor vi ville sætte ind næste gang, men altså budgettet er heller ikke færdigt, siger Mariann Nørgaard.

Der er overhovedet ikke afsat midler til nye fodboldbaner i 2014 eller 2015, og man skal helt frem til 2016 og 2017, før der afsættes penge.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.