Klubhuset er ikke en skurvogn

Hune Boldklubs nye klubhus løftet på plads

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

HUNE:Legende let ser det ud, da den kæmpe kran svinger de tre moduler til Hune Boldklubs nye klubhus på plads.

Det samme kan man ikke sige om optakten, hvor det gamle klubhus blev fjernet for at gøre plads til, at Aldi og Spar er rykket i nye lokaler.

- Det har ikke været let, og der har været meget modstand mod, at klubhuset skulle flyttes. Man skal jo huske, at der er mange følelser involveret i et klubhus, der har stået på det samme sted i 50 år, siger Palle Holmbech, medlem af bestyrelsen i Hune Boldklub, mens han ser modul to bliver hejst på plads, og vandforsyningen sluttes til i én bevægelse.

- Og så er der også mange, der har haft sådan et billede af, at en pavillon er det samme som en skurvogn, men det er det her jo langtfra, siger Palle Holmbech og fortsætter:

- Faktisk lever den her pavillon jo op til nøjagtigt de samme bygningskrav som et moderne sommerhus, og hvor vi før havde cirka 140 m2, har vi 110 nu, så der er ikke den store forskel, siger han.

Ikke midlertidigt

Han er heller ikke i tvivl om, at det nye klubhus bliver et plus for Hune Boldklub, og han maner ved samme lejlighed spørgsmålet om, hvorvidt placeringen er midlertidig, i jorden.

- Der er selvfølgelig aldrig nogen garantier, men det er bestemt meningen, at klubhuset skal ligge her mange år frem i tiden. Vi har ikke valgt en pavillon, fordi den er nem at flytte, men ganske enkelt fordi det var billigere. Og så havde et hus heller ikke kunne stå færdigt før til efteråret, siger han.

Palle Holmbech tror heller ikke, at placeringen lidt længere væk fra vejen betyder noget.

- Overhovedet ikke. Man vælger ikke at melde sig i en klub, fordi man lige kører forbi, siger han.

Klubhuset bliver indviet 19. juni, hvor Old Boys Landsholdet skal spille mod Hune All Stars

- Så man kan da også godt sige, at det er lige i sidste øjeblik, vi kommer på plads, griner Palle Holmbech.

Modulet er endelig på plads med et let bump.

- Så mangler vi bare den sidste, og så skal vi have noget ro på i den her klub.

Jammerbugt Kommune, Lokale og Anlægsfonden samt Hune Boldklub & Spar Hune står for finansieringen af det nye hus, der kommer til at koste 1,2 millioner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.