Knallertkører dræbt i ulykke
En 80-årig mand er død efter sammenstød med en bil
Opdateret 16. august 2015 kl. 11:54
BIRKELSE: En 80-årig mand fra Birkelse afgik lørdag eftermiddag ved døden i en færdselsulykke.
Manden kørte på knallert fra Tranumvej i Birkelse og ud på Thisted Landevej, hvor han blev påkørt.
- Han kører ud foran en bilist og bliver ramt. Bilisten havde ingen mulighed for at undvige eller standse, siger vagtchef Mogens Hougesen fra Nordjyllands Politi.
Føreren af bilen, en 29-årig mand fra Aalborg, slap uskadt fra ulykken.
En bilinspektør blev kaldt til ulykkestedet for at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.