Knas med politiets telefoner i nyt sundhedshus

Lejerne i sundhedshuset har vænnet sig til at gå udenfor, siger boligforening

Regionsrådsformand Ulla Astman, fungerende borgmester Thomas Kastrup-Larsen, sundhedsminister Astrid Krag og Peter Anker, nu afgået formand for Himmerland Boligforening, indviede sundhedshuset i september. Arkivfoto: Grete Dahl <i>Grete Dahl</i>

Regionsrådsformand Ulla Astman, fungerende borgmester Thomas Kastrup-Larsen, sundhedsminister Astrid Krag og Peter Anker, nu afgået formand for Himmerland Boligforening, indviede sundhedshuset i september. Arkivfoto: Grete Dahl Grete Dahl

AALBORG:Det er ikke noget usædvanligt syn, at se lejerne i det nye Kvarter- og Sundhedshus i Aalborg Øst stå uden for bygningen med mobiltelefonen på øret eller hænge ud af vinduerne. For huset er bygget så energirigtigt og højisoleret, at mobilsignalerne har problemer med at komme ind i huset.

Himmerlands Boligforening, der ejer huset, havde ingen anelse om, at det miljørigtige byggeri ville få den slags problemer.

- Vi opdagede det først, da folk begyndte at flytte ind, og det er da også en hel ny problemstilling, som først er blevet kendt hen over foråret, siger Ole Rasmussen, der er direktør i boligforeningen.

Politiet afbrydes

Hos Nærpolitiet i Aalborg Øst, der har lokaler i Kvarter- og Sundhedshuset, har de ingen fastnettelefoner, og er derfor afhængig af mobilerne.

- Det kan være svært at føre en samtale. Vi oplever, at der ikke er forbindelse, og at en igangværende samtale afbrydes. Det er træls, siger politiassistent Lars Bengtsen.

Politiet formindsker generne ved at gå tættere på åbne vinduer eller simpelthen gå helt ud af bygningen.

Det er især de indkommende opkald, der giver anledning til bøvl. Her oplever lejerne, at folk ikke kan komme i forbindelse med dem og at opkald bliver afbrudt. Det gå bedre, når lejerne selv griber knoglen.

Nu løses problemet

- Det er min opfattelse, at folk har vænnet sig til at gå udenfor. Man kan jo vænne sig til meget, og det er godt, for ellers var vi blevet bestormet. Vi hører stadig, at det er træls at der ikke er dækning, og det er vi enige i, siger Ole Rasmussen.

Der er kun en løsning på lejernes mobilproblemer. Huset skal forsynes med en indvendig forstærker, der sender signalerne rundt til de mange kontorer, men det kræver, at de fire involverede teleselskaber er enige om en fælles installation, som så derefter tilsluttes forstærkeren.

- Det har taget teleselskaberne nogle måneder, men nu er de blevet enige. Det betyder, at forstærkeren snart kan installeres og 1. september er der fuld mobildækning i huset, lover Ole Rasmussen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.