Knust kærlighed, knuste mennesker

En iransk film om lesbisk kærlighed, og så kan du da godt straks tænke, at det går nok ikke godt for kærestepigerne, når du betænker, hvorledes det iranske samfund har udviklet sig med rigidt mullahstyre. Men filmen har også andet at byde på end dystre toner. Sine steder er den ganske overgiven og morsom, selv om den dystre grundtone præger lange forløb. Den livsglade Atefeh (Nikohl Boosheri) synger og pjanker og er datter af en velhavende iransk familie med både klaver og forstand på Bachs cellosuiter. Hun går i privatskole med den mandeløjede Shireen (Sarah Kazemy), og sammen udforsker og udfordrer de to det omgivende samfunds grænser. Synger vestlig dekadent pop og rock og deltager ivrigt i den iranske overklasseungdoms hemmelige fester, hvor der ikke mangler hverken stoffer eller spiritus. Det får så være. Hvad værre er, at pigerne også begynder at lege med deres egen seksualitet og "opdager", at de nærer andet end blot almindelige varme venindefølelser for hinanden. Faren for at blive afsløret lurer. Ikke blot fra det omgivende samfund, men også fra den hjemvendte narkoafvænnede storebroder Mehran (Reza Sixo Safai), der nu dropper musikken til fordel for en renfærdig religiøs vej. Og snart viser sig klar til at gå til yderligheder selv om det også skal gå ud over andre. Eller for den sags skyld lillesøster. Filmen mestrer elegant at skildre de to unge kvinders fantasifulde leg med både hinanden og drømmen om at slippe væk, til Dubai, til friheden, til musikken, og samtidig understreger de kornede overvågningskameraoptagelser, som bliver klippet ind, at den drøm har ikke megen chance for at blive realiseret. Filmen har også godt fat i familiemønsteret og viser, hvorledes Mehrans overvågning af sin egen far, mor og søsters liv forvandler deres liv fra relativ idyl til sandt kontrolhelvede. Det er ikke alene kærligheden, men også menneskeskæbner som her bliver knust af den enøjede korrekte troskværn. Filmen er sine steder, især i skildringen af pigernes kærlighed, næsten for æstetisk nydelsesfuld, og bliver tilsvarende langtrukken, og dramaet udvikler sig sine steder lige vel forudsigelig firkantet. Pointerne bliver slået fast og markeret slagkraftigt, ikke ganske uligt sovjetisk propagandafilm. Men der er ingen tvivl om, at "Forbudt kærlighed" ville virke som en provokerende brintbombe, hvis den blev sat op i en biograf i Teheran. Lydsiden er ganske fantastisk. Arabisk pop er jo på en gang smidig og hurtig som en kobra snoende sig gennem sand, og en af filmens styrker er netop at vise, hvorledes musik og dans og hengivelsen hertil skaber et frirum midt i religionsvanviddets diktatur. Skuespillet er sikkert og dækkende, men det stærke fokus på at få de beske pointer banket fast, gør det svært for skuespillerne at finde rum til selv at folde deres karakterer ud. Bedst er scenerne faktisk med Shireen og Atafah, når de ubekymret slår sig løs og endelig må vi ikke glemme den ustyrlige morsomme scene, hvor en amerikansk fætter får dem til at lægge arabisk stemme til bøsserettighedsfilmen "Milk" med Sean Penn i hovedrollen. Det er film som på overfladen handler om forbudt kærlighed og sex, men som samtidig viser hvorledes menneskerettigheder, ja, mennesket selv bliver forkrøblet og knust, når disse bliver undermineret af systematiseret frygt, undertrykkelse og kontrol. Det er stærk film og stærk kost om, hvad der sker, når den personlige frihed bliver trådt under fode. Systematisk og ubønhørligt. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Forbudt kærlighed" Org. titel: "Circumstance" USA, Frankrig, Iran, 2011. Instr.: Maryam Keshavarz En time, 47 min. Till. o. 15 år. Danmarkspremiere, Biffen, Nordkraft.