Kobberbryllup med kroen
Trine og Jan Molin har drevet Hallund Kro i 12½ år

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HALLUND:Der er noget af et spring fra at være i en sjællandsk restaurant til at være krokone i Hallund. Men det var et spring af de gode, og Trine Molin er glad for springet.
- Det er et drømmejob, synes Trine Molin, der 1. maj sammen med sin mand, Jan Molin, kan fejre ”kobberbryllup” med kroen.
- Det var ved et rent tilfælde, vi blev kroejere, fortæller Trine Molin. Den ejendom, hvor vi boede i Torvegade i Brønderslev skulle jævnes med jorden. Vi fandt ud af, at kroen i Hallund var til salg, og bød på den. Den havde da kun været benyttet som selskabslokaler i en årrække.
- Det var et enormt arbejde at renovere den. De farver, der var, syntes vi ikke om, påpeger Trine Molin.
Trine Molin er uddannet kok på Le Port i Espergærde.
- Jeg søgt elevplads rundt om i landet, og jeg fik pladsen i Espergærde blandt mange ansøgninger, fortæller Trine Molin, der er fra Tømmerby.
Trine Molin har ellers været flere steder som kok. Blandt andet i Audis tophemmelige testcenter i Grønland.
- Her skulle vi holde tæt med vore oplevelser fem år efter at vi var stoppet, fortæller Trine Molin. Men det var en spændende periode. Vi var tre kokke. Når vi fik varer, var det en hel flylast, og alle varer med mere skulle transporteres 12 timer over indlandsisen.
- Der var op til 69 graders frost i den koldeste tid. Det gav selvfølgelig nogle udfordringer, men det var spændende at servicere de 48 testkørere, der var tilknyttet testcentret. Selv har Trine Molin benzin i blodet, idet hun har kørt motorcykel gennem mange år.
Trine Molin har også arbejdet i Norge og lokalt har hun været i Brønderslev Golfklub og Liver Mølle Kro.
Hallund Kro har åbent til selskaber, og leverer ellers mad ud af huset.
- Men der er rigeligt at se til. Store bededag og søndag var der således fire konfirmation, ligesom den igen på søndag står på konfirmationer. Der er plads til to ad gangen.
Trine Molin sætter kvalitet højt.
- Det skal være en god oplevelse, at komme her på kroen. Et bryllup kan ikke gøres om, så her skal alt være tip-top.
På spørgsmålet om, hvad kokken på Hallund Kro har som livret, kommer svaret prompte, det er oksemørbrad diverse tilbehør.
De fleste festmiddage består af oksekød, og til forret en skal med hønsekød og til dessert is.
Det er Trine Molins opfattelse, at når der skal være bryllup, skal der ikke spares på noget.
Kroparret har oplevet, at der er færre, der har levende musik.
- I dag kan det i nogle tilfælde klares med en computer eller en jukeboks. Men der er nu noget specielt ved en aftenfest med levende musik, mener kroparret.
Trine og Jan Molin har også anskaffet et specielt bryllupsstel.
- Vi købte det faktisk til vores eget bryllup for 11 år siden, og siden er det udvidet, så vi kan dække op til 75 til bryllup.
Til andre fester er der plads til 150 i den store sal.
For seks år siden blev der anskaffet 150 nye stole, og toiletterne er moderniseret, så kroen fra 1856 i dag fremstår indbydende.
- Vi vil gerne signalere, at det er en gammel kro, bemærker Trine og Jan Molin.
Når der er fester, er der ekstra kokke på og der er tjenere tilknyttet. Det er blandt andet studerende, der har fri i weekenderne, der serverer.
Af faste kunder er blandt andet Ø. Brønderslev Centralskole, hvor der leveres mad til skoleboden.
- Det skal være sund mad, men da der til jul var risengrød på menuen, skulle de store gryder frem. 36 liter risengrød blev der kogt.
Parret har to børn Josefine på 7 år og Isabella på 9 år.
- Lidt kongelig har man jo lov at være, bemærker Trine Molin. Men det var os, der valgte navnene, før kronprinseparret.
Jan Molin, der er vvs-uddannet, er ansat hos Vrå Varmesmedie. I den knappe fritid er det sommerhuset på Læsø, der trækker.
Kobberbrylluppet med kroen fejres kristi himmelfartsdag med gratis kaffe og kagebord til alle mellem klokken 13 og klokken 16. Desuden giver der denne dag 12,5 procent rabat på bestillinger.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.