Købere af hypet japansk elbil venter i uvished
Den elektriske Toyota bZ4X og søstermodellen, Subaru Solterra, er trukket fra markedet, da modellerne kan have risiko for at tabe hjulene. Indtil da må de mere end 1000 danskere, som har bestilt bilerne, vente
Opdateret 19. august 2022 kl. 10:45
TILBAGEKALDELSE: Forventningerne er store, men de flere end 1000 danskere, som har bestilt et eksemplar af Toyotas første helt store elektriske satsning må væbne sig med tålmodighed. Siden producenten i juni meldte ud, at man tilbagekalder alle bZ4X-modeller, fordi der er risiko for at de kan tabe hjulene, er alt nemlig sat på pause hos Toyota.
Det gælder også produktionen, som nu har stået stille i seks uger. Samtidig er der sat en midlertidig stopper for prøvekørslerne hos de danske forhandlere, der ellers lige havde fået bilerne i udstillingen.
Kunderne kan dog se bilerne og røre ved dem rent fysisk, men så eller ikke mere. Toyota har nemlig endnu ikke meldt ud om, hvornår man forventer, at problemet vil være løst.
- Man kan se bilerne i forhandlernes showrooms, men man kan ikke køre i dem ude på vejene, siger Anders Tystrup, som er pressechef hos Toyota Danmark.
- Vi er i en venteposition, hvor vi afventer at høre nyt fra fabrikken. Det er jo vigtigt, at man gør alt for at udbedre denne udfordring, og at man er 112 pct. sikker på, at det holder, siger Anders Tystrup.
Tilbagekøb i USA
Problemet handler helt præcist om, at der er mistanke om, at hjulboltene i ekstreme situationer med stor belastning kan løsne sig. Ifølge Anders Tystrup har der ikke været konkrete sager. Men Toyota går ud nu for at være på forkant.
Oprindelig havde Toyota stillet i udsigt, at de danske kunder kunne få bilerne sidst på året. Den plan holder den danske importør sig fortsat til.
- Vi forventer at kunne levere bilerne herhjemme sidst på året, indtil vi har hørt andet. Så kunderne vil på den måde ikke kunne mærke forskel. I Danmark mærker vi det mest omkring prøvekørslerne, siger Anders Tystrup.
Herhjemme er der foreløbig indregistreret 115 stk. Toyota bZ4X, der alle er importør- og forhandlerbiler.
I udlandet har der været større konsekvenser. I USA er der kunder, som har nået at få udleveret biler, de ikke må køre i, indtil problemet er løst. Det drejer sig om 260 eksemplarer. Her har den amerikanske Toyota-importør tilbudt at købe bilerne tilbage eller tilbyde store fordele til de købere, der beholder deres bZ4X. Det kan f. eks være rabat, gratis brændstof i ventetiden, længere garanti og gratis ladestrøm i en periode.
Danske kunder, som vil droppe deres bestilling, har også mulighed for dette. Det er dog ikke sket endnu, fortæller pressechefen.
- Det er ikke noget, vi oplever. Folk er meget interesserede og trygge ved, at det bliver håndteret fuldstændig, som det skal og i bedste Toyota-stil. Der er ikke noget, som har rykket sig i forhold til det, som man har købt ind i, siger Anders Tystrup.
Søstermodellen Subaru Solterra skulle også være introduceret tidligere på sommeren. Niels Thaning, som er pressechef for Subaru Nordic, fortæller, at der står 200 Solterra på kajen i Malmø, som indtil videre ikke må køre. Herhjemme er der foreløbig solgt 55 stk. af Solterra, men ingen er altså indregistrerede.
- Vi hører ikke så meget fra fabrikken, så nu afventer vi indtil videre, siger Niels Thaning.
- Toyota har på verdensplan hjemkaldt 2700 Toyota bZ4X, mens det for Subarus vedkommende er 2600 stk. Solterra EV.
- Tilbagekaldelsen skyldes, at producenten frygter, at man i ekstreme situationer kan opleve, at hjulboltene løsner sig, og bilen dermed mister kontrollen.
- Det har ifølge fabrikken ikke været tilfældet, men tilbagekaldelsen skyldes udelukkende, at man vil være på forkant.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.