Kødklump jagter kærligheden
"10 timer til Paradis"

Dennis (Kim Kold) kan slet ikke finde ud af det der med alle de villige piger, der så gerne vil se hans svulmende muskler.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
En 38-årig bodybuilder flygter fra sin dominerende mor for at jagte kærligheden i verdens største luderby, thailandske Pattaya. Det er en særegen blanding af dokumentar og fiktion, som præger denne historie om bodybuilderen Dennis (spillet af virkelighedens bodybuilder Kim Kold), der ikke rigtig kan finde ud af det der med kærligheden. Ikke blot fordi han er en ualmindelig stor mand spærret inde med en masse forskellige og ikke helt afklarede følelser inde i sin store krop. Men også fordi hans dominerende øglemor Ingrid, spillet af Elsebeth Steentoft, så du selv dukker hovedet af skam nede i biografmørket, ikke har til sinds at give slip på ham eller hans selskab hjemme i det ensomme parcelhus, som danner ramme om deres liv. Men så får Dennis ideen om at opsøge kærligheden i Thailand, da han ser, hvor lykkelig onkel Bent er blevet efter at være blevet gift med en langt yngre thailandsk model. Dennis lander i Pattaya, og alle det villige thailandske købenips vil meget gerne i kontakt med Mr. Dennis Handsome, der oven i købet fører sig frem i nyt skræddersyet mørkeblåt jakkesæt. Men Dennis kan ikke finde ud af det, for det er ikke blot et hurtigt knald, han er ude efter. Men noget dybere. Han har bare så pokker svært ved at udtrykke det og kan slet ikke finde ud af den kontante måde, som kærligheden bliver tacklet på her på et af verdens største markeder for købesex. Det er en film, som låner meget af sin styrke fra det faktum, at mange af castede i rollerne, er virkelig mennesker og ikke skuespillere, og på den måde er sat til at spille sig selv. Det giver filmen en egen både naiv, troværdig og også dirrende øm tone hele vejen igennem. Kim Kold gør det bestemt godt som følsom kødklump med masser af uforløste forhåbninger til kærligheden spærret inde bag de svulmende muskler, og Elsebeth Steentoft, også kendt som Mias mor Pykker fra "Klovn", har godt greb om de der på overfladen så uskyldige hverdagsreplikker, der altid gemmer på en anklagende brod. Som da bodybuilderen flere gange forgæves har ringet fra udlandet og kun fået telefonsvareren: - Jeg blev faktisk lidt urolig. - Det er der da ingen grund til. Det lykkes også for Mr. Handsome at finde sig en thailandsk pige, oven i købet en rigtig sød en, Toi (spiller af den dansk bosiddende Lamaiporn Sagmanee Hougaard) og så er der lagt op til den store dramatiske afslutningsscene. For tør Dennis tage hende med hjem til mor? Det er film, som vinder meget ved at være optaget on location både i Thailand og Rødovre, og skuespillet er også sine steder ganske realistisk. De lange indstillinger, hvor folk bare sidder og venter, og stilheden og tyngden sænker sig, fungerer rigtig godt som et udtryk for den usikre Bambi-blidhed, som Dennis bærer på. Fin doku-fiktion om bodybuilder på jagt efter lykke og ægte kærlighed og med en fantastisk hverdagsbilledside. Komplet med et lurende åbent spørgsmål, når du forlader biografen. Er det ægte kærlighed, der gemmer sig bag Tois søde smil eller praktisk, økonomisk overlevelse? Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "10 timer til Paradis" Danmark, 2012. Instr.: Mads Matthiesen. En time, 32. min. Till. for alle. Danmarkspremiere.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.