Køreturen bliver meget nemmere i en lille bil med automatgear
Toyota Aygo er vokset og har fået tilsat overblik via øget højde. Bilen fungerer godt i byen med automatisk gear, men gearet er støjende, så snart du presser den lille motor en smule
Opdateret 29. juli 2022 kl. 13:40
MIKROBIL: Vi har vænnet os til at sidde højt i trafikken, og biler, der rimer på SUV, er de mest populære. Det kan man forvisse sig om blot ved at kigge på udbuddet af elbiler, hvor 90 pct. er høje biler.
Kigger vi i den modsatte ende af udbuddet, er de små biler stadig lave, men med Toyotas nye Aygo er der sket en ændring. Den populære mikrobil er ikke kun vokset i størrelse, den har også fået så meget højde, at man som chauffør ikke føler sig presset i trafikken, bare fordi man sidder i en lille, lav bil. Bag rattet føles bilen ikke så mikro.
Vi har kørt langt og meget i Aygo X, som bilen hedder, og det er sket i udgaven med automatisk gear. Fordelene ved automatgear er så åbenlyse, at flere og flere biler leveres med automatisk gearskifte godt hjulpet af sikkerhedssystemer, der kun fungerer, når der er elektrisk p-bremse og automatisk gearkasse.
Pris, pris, pris
Aygo X befinder sig i klassen, hvor bilproducenterne kigger på hver en skrue og hver en overflade for at holde prisen i bund, og set med de briller lykkes Toyota flot med den nye Aygo X.
Godt nok er testbilen den dyreste Limited-version, men overflader og løsninger er flotte, når man tænker på, at volumenmodellen koster sådan cirka 140.000 kr. Merprisen for automatgear er 20.000 kr.
Testbilen løber dog op i 200.000 kr. og er dermed i reel konkurrence med Toyota Yaris, og så alligevel ikke, for Yaris som volumenmodel koster let 250.000 kr., hvis den skal være hybrid og dermed have automatgear som standard.
CVT er godt
Aygo X har såkaldt CVT-gear, og det er populært sagt en variabel gearkasse, der tilpasser sig motorens omdrejninger, og den løsning har Toyota valgt, fordi gearkassen giver god brændstoføkonomi og en glidende kørsel, hvor man ikke mærker skift som i en traditionel automatisk transmission.
Hvis man holder fast i, at Aygo er designet til bykørsel, hvor man det meste af tiden kører mellem 30 og måske 60 km/t., så fungerer S-CVT-gearkassen godt, hvis du er typen, der træder forsigtigt og meget blødt på speederen. Så flytter Aygo X sig langsomt og glidende med meget lidt motorlyd, men træder du lidt mere på speederen, springer motoromdrejningerne op, og lydniveauet er støjende og anstrengt at høre på.
Første gang jeg har en passager med i bilen, tror vedkommende, at lyden kommer fra en bil foran med en sportsudstødning.
Med den oplevelse af automatgearet vil vi derfor anbefale, at man tager en lang tur i Aygo X med CVT, inden man bestiller bilen, for kan man leve med lyden, så fungerer gearet meget fint.
Godt udstyr
Aygo X har som standard fuldt niveau for sikkerhedsudstyr, og det er højt. Bilen nødbremser også for cyklister, kan aflæse skilte og selv holde afstanden til bilen foran. Netop den funktion er meget anvendelig i byen, men vi oplevede systemet så følsom over for parkerede biler, at det reelt ikke er brugbart på andet end lande-og motorveje. Samtidig understreger systemerne, at Aygo X savner elektrisk p-bremse, for den adaptive kan ikke bringe bilen helt til standsning, men advarer dig med et bip, så du selv skal bremse, når bilen foran eksempelvis bremser ned for et rødt trafiklys.
Når det gælder motor, har den nye Aygo X overtaget den, der sad i den foregående model, og det betyder tre cylindre og 72 hk og uden nogen former for hybride spareteknologier. Det er en billig løsning, og benzinøkonomien er fornuftig.
På papiret er CVT og manuel femtrins gearkasse lige økonomiske, hvilket vil sige et officielt forbrug på ca. 20 km/ l.
Hos Toyota har man i Aygo X taget konsekvensen af, at der sjældent sidder nogen på bagsædet, så derfor er den nye Aygo X udstyret med et større bagagerum i forhold til forgængeren.
Bag rattet opleves bilen som fuldt moderne, og vores testbil har ni tommer skærm med trådløs Apple/ Android.
Mens overflader, sæder og betjening af Aygo X efterlader et solidt indtryk, viser bilens grundlæggende billige konstruktion sig, hver gang du smækker en dør: Den lyd er lige så billig og trøstesløs, som den er i de omkring 67.000 Aygoer, der fortsat er indregistreret på danske nummerplader.
Aygo blev første gang introduceret i 2005.
Konklusion
Automatgearet i Aygo X leverer en glidende kørsel i det bymiljø, som bilen er designet til at operere i. Men hold speederen i ro, for den lille, fine kabine fyldes med larm, når bilen accelererer.
Kan du leve med det, så er Aygo X letkørt, og du sidder med godt overblik i en bil med fuldt sikkerhedsudstyr.
- Pris: 199.990 kr.
- Forbrug: 20,5 km/l, WLTP Halvårlig afgift: 520 kr.
- Motor: trecylindret 1,0-liters benzin Hk: 72 Nm: 93 Topfart: 151 km/t.
- 0-100 km/t.: 15,5 sek.
- Trækvægt: 0 kg Mål: L: 370 cm, B: 174 cm, H: 151 cm Plusser: design, kvalitet, udstyr, køreegenskaber, økonomi Minusser: bagsædeplads, motorkraft, lidt høj pris, motorstøj.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.