Kørte galt med 160 kilometer i timen
21-årig mand påkørte helleanlæg
Opdateret 12. maj 2022 kl. 13:59
SØNDERUP: - Hasarderet kørsel.
Så kort og præcist karakteriserer vagtchefen ved Nordjyllands Politi den kørsel, en 21-årig mand fra Aars præsterede natten til onsdag.
Den 21-årige bilist blev observeret af en anmelder kl. 01.20 på motorvej E45.
- Anmelderen vurderede, at bilen med den 21-årige fører kørte cirka 160 kilometer i timen. Anmelderen kontaktede os, og forsøgte at følge efter bilen, fortæller vagtchef Karsten Kjær fra Nordjyllands Politi.
Efter afkørslen ved Sønderup gik det imidlertid galt for den 21-årige mand.
- Han påkørte et helleanlæg på A13 og mistede herredømmet, siger vagtchefen.
Da politiet kom frem, kunne de hurtigt konstatere, at manden var påvirket.
- Det var ikke alkohol, men vi fandt amfetamin i bilen, og tog prøver for stoffer, fortæller Karsten Kjær.
Den 21-årige mand blev anholdt efter skadestuebehandling, og er nu sigtet for den hasarderede kørsel og kørsel i påvirket tilstand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.