Kørte galt med heste, æsel og lamaer

Hestetransport fyldt med dyr fra Holland kørte i grøften ved Hornum - føreren sigtet for spirituskørsel

Arkivfoto: Torben Hansen <i>Foto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

HORNUM:Det var et overraskende syn, der mødte betjente fra Nordjyllands Politi, da de tirsdag morgen kom ud til et færdselsuheld på Bjørnstrupvej ved Hornum. Her var en hestetransport kørt i grøften - men inde i transporteren var der mere end heste.

- Hestetransporten er godkendt til fem heste, men den indeholdt seks heste, et æsel og tre lamaer, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.

Hestetransporten blev ført af en 31-årig mand, og med sig havde han ejeren af transporten, også en 31-årig mand. Begge er fra Nordjylland. De to mænd har tilsyneladende hentet dyrene i Holland og kørt dem til Nordjylland.

- Vi fandt efterfølgende ud af, at både dyr og hestetransport er købt i Holland. Vi ved ikke, hvor de skulle hen med dyrene, men de har indført dem til landet ulovligt, siger vagtchefen.

Dyrene kom ikke til skade ved uheldet, og er nu blevet anbragt i karantæne.

Mistanke om spritkørsel

Men den særprægede sag stopper ikke her. Det viste sig nemlig også, at de to mænd havde fiflet med nummerpladerne, da de havde sat danske nummerplader på den hollandske hestetransport.

Derudover måtte den 31-årige fører slet ikke køre hestetransporten - han har fået nemlig fået frakendt sit kørekort, og politiet har også udtaget en blodprøve, da man mistænker ham for spirituskørsel.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.