Vejret

Koldeste vinternat i år: Minus 12,5 grader og glatte veje

Glatte veje og aflyste tog er, hvad danskerne vågner op til flere steder efter koldeste nat denne vinter.

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 08:30

NORDJYLLAND: Den koldeste nat hidtil denne vinter er blevet målt natten til tirsdag med minus 12,5 grader i Jylland. Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på Twitter tirsdag morgen.

Den iskolde nat får DMI til at advare om glatte veje flere steder i landet tirsdag morgen og formiddag. Det gælder flere steder i Jylland, på Fyn og i det nordlige Sjælland.

Derudover har DMI en varsel ude, der gælder til tirsdag klokken otte, om tæt rimtåge i det østlige Jylland.

Rimtåge opstår, når tågens temperatur er under frysepunktet og afsætter tåge til rim. DMI skriver, at den tætte rimtåge tirsdag morgen forårsager en sigtbarhed på under 100 meter og en øget risiko for trafikuheld.

Vejrtjenesten gør opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt.

Det kolde vejr fortsætter tirsdag, hvor der kan være dagsfrost, selv om temperaturen langsomt vil stige hen ad morgenen og formiddagen.

For Nordjylland lyder udsigten fra Danmarks Meteorologiske Institut på, at der i det nordlige Nordjylland først vil være skyet og måske komme lidt sne - i syd stedvis rimtåge, senere mere tørt og lidt sol. Temperaturerne lander omkring frysepunktet med en svag til jævn vind fra nord og nordøst, ved Jammerbugten stedvis op til frisk vind. Tirsdag aften og natten til onsdag skyet og mest tørt vejr, men i perioder til dels klart vejr. Temperaturen falder til ned mellem 1 og 5 graders frost.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden