Kom ned med faldskærm i Thy for 70 år siden
TV/Midt-Vest førte fysisk amerikansk bombeskytte og tysk jagerpilot sammen, efter at dansk fritidshistoriker gennem flere års indsats havde skabt forbindelse mellem de to fjender fra Anden Verdenskrig
SØNDERHÅ: Lørdag 22. februar er der gået 70 år, siden et amerikansk B17-bombefly styrtede ned på marken på Koustrup Møllegård ved Sønderhå, efter at de 10 besætningsmedlemmer var hoppet ud med faldskærm.
Flyet var sammen med andre bombefly på vej mod basen i England, efter at formationen havde undladt at bombe Aalborg Flyveplads ned gennem skydækket. For et vigtigt formål med flyvningen var nemlig at trække tyskernes opmærksomhed væk fra mål i Tyskland, som blev bombet under samme operation.
Bombeflyene var ude over Vesterhavet, forfulgt af en tysk JU88-jager fra Karup. Piloten skød et bombebly ned og ramte også det andet, som derfor søgte flyet mod land - Thy-kysten var 20 minutters flyvning østpå.
Spørgsmålet fra piloten til navigatøren om afstanden var det første, den unge bugskytte Lester Schrenk, der var vokset op på en farm i Minnesota, hørte til, at hans fly var ramt af tyskerne. Fjenden var nemlig kommet ovenfra.
Den nu 90-årige Lester Schrenk, der bor i Bloomington i Minnesota, var på besøg i Thy for seks år siden, hvor han bl.a. besøgte Svankjær Efterskole - dengang i 1944 Hvidbjerg Vesten Å Skole, hvortil han og otte kammerater ud af en besætning på 10 blev bragt, for dér havde tyskerne deres lokale hovedkvarter.
Den sidste kammerat var andenpiloten, William R. Lavies, som var uheldig i stedet for på marken at lande på Ove Sø, der godt nok var isdækket, men kun tyndt ved udløbet mod Roddenbjerg Sø. Så han gik igennem og frøs ihjel i det kolde vand. Måske kunne han have været reddet, hvis tyskerne havde ladet naboerne bjærge ham tidligere, mente øjenvidner dengang. Da Lester Schrenk besøgte Svankjær i 2008, lagde han på Ove Sø en krans ud til minde om William R. Lavies, der dengang i 1944 havde været hans allerbedste ven. Det var derfor også Schrenk, som efterfølgende officielt måtte identificere Lavies’ lig.
Fra skolen i Svankjær blev de ni amerikanske soldater transporteret til Tyskland, hvor de først blev forhørt i lejren Dulag Luft i Oberursel ved Frankfurt am Main og derefter indsat i først krigsfangelejren Stalag Luft VI og senere overført til Stalag Luft IV, begge ved det daværende Heydekrug (i dag byen Silute i Litauen) på grænsen mellem det dengang af Tyskland besatte Litauen og Østprøjsen (i dag den russiske enklave Kaliningrad).
I foråret 1945 rykkede den russiske Røde Armé vestpå mod Berlin, og det betød, at fanger fra såvel krigsfangelejre som kz-lejre også begav sig vestpå - på flugt af russerne, for intet værre kunne man forestille sig. Til sidst nåede Lester Schrenk og de øvrige krigsfanger på deres ømme fødder så langt vestpå, at de 3. maj 1945 blev befriet af den britiske Ottende Armé i nærheden af Lübeck.
At Lester Schrenk kom hjem til USA - han rejste med skib fra England og satte foden på amerikansk jord 20. juli 1945 i Norfolk i Virginia - var en glædelig overraskelse for hans familie, som under krigen havde fået en meddelelse om, at han var skudt ned over Danmark, og at man ikke vidste, hvad der svar sket med ham.
Mod sin vilje blev han afskediget fra U.S. Air Force 19. oktober 1945 - han fik aldrig den forfremmelse til sergent, han skulle have haft dagen efter sin nedskydning, fordi han på dagen var ”adskilt fra sin enhed” - en sandhed, der i høj grad kan diskuteres, eftersom han jo netop var sammen med de otte ud af ni kammerater fra flyet, og den niende var død.
Lester Schrenk vendte ikke tilbage til landbruget, men gik i stedet ind i handelen og var i mange år varehuschef for en meget stor fødevarekæde, National Foods - et job, hvorfra han gik på pension 1982. Derefter gik han i gang med at lave træarbejder i sit værksted i hjemmets kælder og at sælge disse ved forskellige offentlige sammenkomster. Det gør han stadig, fortæller han pr. e-post fra USA.
I forbindelse med forberedelserne til TV/Midt-Vest’s igangværende serie om Karup Flyveplads - dengang Fliegerhorst Grove - blev Lester Schrenk i Heidelberg i Tyskland i april 2012 for første gang fysisk ført sammen med den tyske jagerpilot, der dengang skød hans fly ned - Hans Hermann Müller, der var stationeret i Karup.
De havde dog på det tidspunkt allerede haft kontakt med hinanden i godt og vel et års tid, etableret ved tre et halvt års indsats af den danske fritidshistoriker Nikolaj Bojer, København, der er vokset op i Thy, og som har familiebånd til Koustrup Møllegård. Under et besøg i Minnesota i USA traf Bojer tilfældigt Lester Schrenk og opdagede, at det var dennes højeste ønske at træffe den tyske pilot, der havde skånet hans og kammeraternes liv.
Nikolaj Bojer stødte flere gange mod en mur, som hed, at der var tale om klassificeret materiale, men til sidst lykkedes det at finde frem til Hans Hermann Müller i Heidelberg, der for et par uger siden fyldte 93 år.
Om episoden over Vesterhavet for 70 år siden, sagde Hans Hermann Müller i april 2012 i en nyhedsudsendelse på TV/Midt-Vest:
- Der findes også fairness i krig, forklarede tyskeren til TV/Midt-Vest i 2012, der allerede dengang fortalte seerne om det usædvanlige møde.
Hans Hermann Müller fortsatte efter krigen i det tyske Bundesluftwaffe, indtil han 1980 blev pensioneret som oberst. På et tidspunkt var han udstationeret hos NATO’s SHAPE-kommando i Belgien, så han taler flydende engelsk, og dermed kan de to gamle flyvere tale direkte sammen.
Anders Straarup, Randers, der forsker i allierede flyvere i Danmark under Anden Verdenskrig, har lavet en hjemmeside, hvor man kan finde flere oplysninger om Lester Schrenk og Hans Hermann Müller samt en lang, lang række andre allierede flyvere i Danmark, nedskydninger af fly, herunder i Thy, og meget, meget mere.
W
airmen.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.