100 dage til EU-valget: Vi håber på kø til stemmeboksen
Den 1. marts er der præcis 100 dage til Europa-Parlamentsvalget, søndag den 9. juni, hvor også Nordjyllands borgere skal en tur i stemmeboksen.
Ved det seneste EU-valg i 2019 stemte knap 62 procent af beboerne i Nordjylland. Dermed landede nordjyderne under de 66,1 procent, der stemte på landsplan. Jeg håber, at endnu flere vil stemme til sommerens EU-valg.
For hvis du er optaget af klimaet, flygtningestrømme eller kunstig intelligens, så er det til sommer, du skal sige det højt. Det er nemlig nogle af de emner, som EU har indflydelse på. Derfor er det vigtigt, at du bruger din stemme til at sætte retningen for unionen - også efter valget.
Du får kun medbestemmelse, hvis du husker at sætte dit kryds.
Vil I gerne overgå naboerne?
Selvom borgerne her i Nordjylland går op i europæisk demokrati, er der store forskelle på tværs af regionen. Ved det seneste EU-valg var godt 58 procent af indbyggere i Frederikshavn en tur forbi valgstederne for at sætte deres kryds. I Aalborg lå stemmeprocenten på næsten 62 procent, mens Thisted overhalede med en valgdeltagelse på knap 64 procent. Skal vi ikke sørge for, at hele Nordjylland lægger sig i front ved valget i juni?
Det er godt, at nordjyderne engagerer sig. Men det ville være fantastisk, hvis endnu flere vil være med til at bestemme, hvilken kurs der skal sættes for EU.
For der er stadig et godt stykke vej til de godt 84 procent, der stemte ved det seneste folketingsvalg i 2022. Det er til trods for, at en stor del af den danske lovgivning enten er direkte eller indirekte påvirket af, hvad der foregår i EU. Så selv om stemmetallene er flotte i Nordjylland, kan de blive endnu flottere.
Tag din nabo, ven eller bedstemor med og stem
Måske kender du en, der ikke fik stemt ved det seneste EU-valg. Eller en der skal stemme for første gang. I så fald er det en god idé at tage dem under armen, følge dem til valgstedet - og måske få en rask snak om kandidaterne på vejen.
Vi mennesker er nemlig flokdyr, og undersøgelser viser da også, at vi hellere stemmer sammen end hver for sig. Chancen for, at du stemmer, øges markant, hvis dine kollegaer, naboer og din familie gør det samme. Undersøgelser har faktisk vist, at to ud tre vælgere i samme husstand afgiver deres stemme inden for det samme minut.
Jeg håber, at EU-valget den 9. juni bliver en dag, hvor Nordjyllands beboere i alle aldre følges ad til Abildgårdhallen, Terndrup Idrætscenter, Sønderbroskolen eller et af de andre valgsteder. Det er nemlig i fællesskab, at vi kan sætte vores aftryk på både Danmark og Europas fremtid.
Europa-Parlamentet lægger vejen forbi Hjørring mandag 15. april og Aalborg torsdag og fredag 18. og 19. april. Kom og mød os i gågaden eller læs mere på www.europarl.dk
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.