Debat

Danmarks Naturfredningsforening: Dansk fiskeri dør, hvis havnaturen dør

Fiskeriet er svundet kraftigt ind - i takt med at det danske hav er blevet mere og mere ødelagt, skriver Lars Midtiby.
Fiskeriet er svundet kraftigt ind - i takt med at det danske hav er blevet mere og mere ødelagt, skriver Lars Midtiby. Arkivfoto

Danske fiskere er dybt afhængige af, at der er en sund havnatur med marine levesteder og stærke fiskebestande i dansk hav. 

Derfor er det helt forfejlet, når den socialdemokratiske fiskeriordfører Bjarne Lausten i sit debatindlæg her i avisen opstiller en modsætning mellem naturbeskyttelse i havet og fiskeriets interesser. 

Og trist, at han kalder Danmarks Naturfredningsforenings arbejde for en bedre beskyttelse af havet for ”smædekampagner mod dansk fiskeri”.

Intet kunne være mere forkert. 

Nyt nyhedsbrev fra Nordjyske Debat

Få de seneste debatindlæg direkte i din indbakke.

Skriv dig op til nyhedsbrevet lige her.

En bedre beskyttelse af havet er hele forudsætningen for, at vi også har et dansk fiskeri i fremtiden.

Det viser de seneste 30 års udvikling for dansk hav og fiskeri med al tydelighed. 

For fiskeriet er svundet kraftigt ind - i takt med at det danske hav er blevet mere og mere ødelagt. Beskæftigelsen i dansk fiskeri er i dag en tredjedel af, hvad den var i 1992. Mens fangsten af fisk og skaldyr i dag er svundet ind til en fjerdedel af det, der blev fanget dengang - for blot få årtier siden.

Havbunden ødelagt

Det er gået hurtigt ned ad bakke for dansk hav og fiskeri. 

Er det virkelig den vej, Bjarne Lausten ønsker, at fortsætter ned ad? Til der ikke er flere fisk at fange? 

Eller er det tid til, at vores politikere erkender, at vi ikke kan fortsætte som hidtil? Med bl.a. at ødelægge havbunden ved at bundtrawle den så intensivt, som det sker i dag, hvor hele 58 procent af havbunden ifølge DTU Aqua er blevet bundtrawlet de seneste 13 år - og 42 procent, hvis man blot ser på de seneste seks år. 

Det er meget høje tal - for havbunden er påvirket flere år efter, at et bundtrawl har været forbi.

Det er i sidste ende politikernes ansvar at træffe beslutninger, der kan genoprette natur og fiskebestande i det danske hav. 

Det ansvar tager Bjarne Laustens partifælle EU-parlamentariker Niels Fuglsang på sig med sit forslag om et forbud mod bundtrawl i beskyttede havområder. 

Det bakkede 3 ud af 4 danskere i 2022 op om i meningsmåling. For det virker indlysende for rigtig mange danskere, at vi ikke skal trække tunge trawl gennem havnaturen, netop der hvor vi har valgt at beskytte den.

Tag ansvar, Laustsen

Og der er heldigvis stærke socialdemokratiske stemmer i både kommunerne, Folketinget, EU-parlamentet og bl.a. ministrene, der giver udtryk for, at de ønsker at tage et politisk ansvar for at genoprette havet – også når det nu og her har konsekvenser for særskilte erhvervsinteresser. 

Det ansvar burde Bjarne Lausten også turde tage.

I stedet skriver han i sit debatindlæg, at danske bundtrawlsfiskere selv kan finde ud af at tage ansvar, fordi de ”stort set har indstillet fiskeriet i hele den vestlige Østersø”. 

Mon Lausten virkelig ikke kender den tragiske sandhed? 

At det ikke var et ansvar - eller et valg, de danske fiskere selv tog. Men at det blev taget for dem, da fiskene i Østersøen forsvandt. 

I 80’erne blev der årligt landet flere hundrede tusinde tons torsk på Bornholm. I dag er torskefiskeriet samt flere andre fiskerier lukket ned. 

Spiser du den klassiske frokostret Sol over Gudhjem på en restaurant i Gudhjem, kommer silden fra Nordsøen. For sild, torsk og andre fisk er forsvundet i Østersøen. Det samme er derfor fiskerne.

Ingen tog ansvar for Østersøens havnatur og fiskeri, mens tid var. Kære Bjarne Lausten og andre politikere. Tag nu et ansvar for resten af det danske hav og fiskeri, så vi ikke gentager den fatale fejl.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden