Det sidste løfte inden valget: Al sne er ryddet 45 minutter efter første fnug
GAVEBOD: Efterhånden er der vel kun et løfte, der - indtil videre - ikke er kommet fra Christiansborg:
At alle veje, cykelstier og fortorve er ryddet og saltet senest 45 minutter efter første snefnug.
Selvfølgelig kan det ikke lade sig gøre, men den slags detaljer synes ikke at bekymre landets folkevalgte, og da slet ikke i en valgkamp, der trods manglende dato er i fuld gang.
I virkelighedens verden kan man eksempelvis ikke lige fremtrylle de 4000 lærere, der vil være nødvendige, om socialdemokraternes lilleskole-udspil skulle realiseres.
Heller ikke penge synes at være noget problem, når det er noget, regeringen virkelig gerne vil. Som eksempelvis at sende en check ud til folk, der ikke har brug for den. Omtrent 660.000 såkaldte fødevarechecks går til den halvdel af befolkningen, der tjener mest. Værdigt trængende kan de ikke kaldes - i det store verdensbillede er de nærmere nogen af verdens mest heldige.
Men sådan er politik, sådan er valgkamp, og det overrasker efterhånden ingen. Vi er så vant til det, at alle vel nærmest har glemt, at den daværende S-regering i seneste valgkamp brugte i omegnen af 75 millioner kroner på en dengang uhyrlig vigtig aftale med Rwanda. Planen var, at vi skulle eksportere asylansøgere til det lille afrikanske land, og lød den godt på papiret, så holdt den selvfølgelig ikke i virkeligheden. Mange danske ministre, men ikke en eneste asylansøger, landede i Kigali International Airport, og var der retfærdighed til, så skulle regningen for det valg-bluff være betalt fra socialdemokraternes kampagne-konto.
Regeringspartierne er ikke de eneste, der smisker lige lovlig meget for udvalgte vælgergrupper. Danmarksdemokraterne lover flere busafgange fra provinsen, Dansk Folkeparti kræver billigere diesel, og bortset fra Enhedslisten mener alle partier, at lige præcis de har løsningen på, hvordan vi slipper af med udvisningsdømte. Alle glemmer imidlertid at fortælle, at en stor del af problemet ikke skyldes hverken konventioner eller dansk lovgivning, men uvilje i Kabul, Mogadishu og Damaskus.
Valgflæsk er på menu-kortet hos alle partier. At fjerne topskatten er jo også en slags check, og fra Enhedslisten til Borgernes Parti er de klar med gaver til lige præcis de vælger-segmenter, som deres - selvfølgelig skatteyderbetalte - analyseafdelinger har peget på.
Af samme grund er de varme hveder også tilbage på menu-kortet hos de fleste partier. For godt tre år siden stod og faldt nationens fremtid - i hvert fald ifølge regeringen - med afskaffelsen af store bededag. I valgkampen vil det lyde helt anderledes - nu vil fremtiden nærmere se sort ud, om ikke fridagen genopstår fra de døde. Så tydelige er meningsmålingerne i den sag, at det nok kun vil være de evigt kontrære radikale, der vil se en fordel i at være på tværs.
Opløftende er gavebods-politikken ikke, og man kan kun håbe på, at den ikke virker.
Alternativt kunne vi overveje en dansk udgave af den bekendtgørelse, som myndighederne i den ugandiske provinsby Soroti så sig nødsaget til at indføre op til landets nylige præsidentvalg.
Her blev der simpelthen indført udgangsforbud efter mørkets frembud. Formålet var at stoppe politikerne i at gå rundt fra hytte til hytte og forsøge at bestikke vælgerne med ting som sæbe, madolie og tændstikker.
Danskere kan ikke købes med et stykke håndsæbe, men princippet er det samme.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.