Det spørgsmål trænger sig på, når man læser historien om 10-årige Villum.

I tre år kæmpede hans mor, Camilla Johansen, for at få nogen til at lytte. Hun forsøgte at gøre opmærksom på sin søns trivselsproblemer, men oplevede et system, der ikke reagerede. Først da Villum fik voldsomme fysiske symptomer og begynde at høre stemmer, blev han udredt og fik diagnosen infantil autisme. 

Siden februar har han været sygemeldt fra skolen. Snart skal Villum dog starte i en specialskole.

Camilla Johansen er desværre ikke alene med den oplevelse. Noget tyder på, at forældre i disse år jagter diagnoser som aldrig før.

For diagnosen er blevet forældrenes sidste livline, forklarer børnepsykologen Ninna Zaar i et interview med Nordjyske. Det er forældrenes måde at dokumentere, at noget er galt, og at barnet har brug for hjælp. 

Vi har skabt et system, hvor børn først får hjælp, når de har fået en diagnose. Ikke når de viser tydelige tegn på mistrivsel. Ikke når forældrene beder om støtte. 

Det er absurd. 

Og imens eksploderer udgifterne til specialundervisning, fordi antallet af børn med diagnoser stiger så massivt. I Aalborg Kommune forventes merudgifter på 14,4 millioner kroner i år – og i 2026 og 2027 kan se frem til merudgifter på henholdsvis 31,6 mio. kroner og 26,9 mio. kroner.

Det er nok de færreste forældre, der tror, at en diagnose i sig selv løser noget som helst. Men diagnosen er nu blevet adgangsbilletten til hjælp. Og det er et alvorligt problem.

For hvis først man får hjælp, når man har en diagnose, så kommer hjælpen for sent.

Mistrivsel opstår ikke fra den ene dag til den anden. Og problemerne har det med blot at vokse sig større, hvis der ikke bliver sat ind i tide. Skolevægring kan blive til sygemelding. Der kan opstå isolation, afbrudte uddannelser - eller måske endda et voksenliv på kanten.

Hvis vi vil gøre det bedre for børn som Villum og undgå, at udgifterne til specialområdet vælter kommunebudgettet, skal vi sætte ind langt tidligere. For når hjælpen først kommer, når barnet er i massiv mistrivsel, er det både barnet og samfundet, der betaler prisen.