Forårsrengøring med slettetasten

Nogle betragter rengøring som terapi. Og teoretisk kan jeg godt forstå, at en opgave, der er så konkret og giver et så tydeligt og omgående resultat, kan skabe ro i hovedet.

Men det virker ikke for mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at lige om lidt kan jeg begynde forfra. Rengøring er en Sisyfosopgave, som man aldrig bliver færdig med.

Her kommer mutter med kost og spand, hed en giro 413-klassiker, og allerede i barndommen forstod jeg godt budskabet:

Forfra og forfra og om igen, lød det i omkvædet.

Det betyder ikke, at jeg ikke godt kan lide at der er nogenunde rent og ryddeligt omkring mig. Og jeg bruger da også tid på at rydde op i både hus og have.

Og i mailboksen på daglig basis - også i ferier, weekender og på fridage.

Ja faktisk døgnet rundt....

Ved godt, at det frarådes - men lige det fungerer altså for mig. Der er hele tiden bund i skidtet.

Nu er jeg imidlertid ved en skillevej, hvor der også skal ryddes op i mit øvrige digitale liv.

Jeg har altid kørt på frihjul i den afdeling. Hvorfor gøre i dag, hvad man kan gør en anden gang? Hvorfor bøvle med flere emailadresser, når man kan nøjes med én?

Hvorfor rydde op i gamle dokumenter og billeder, de ligger jo godt, dér.

Nu er jeg nødt til at skifte system, smide væk og gemme i nye bokse og virtuelle kasser, for om lidt lukkes en vigtig låge bag mig.

Jeg skal sige farvel til min arbejdsplads gennem næsten 50 år (alt inklusiv...) og dermed også farvel til emailadressen, som er registreret alle vegne hvor jeg færdes, både fysisk og digitalt.

Jeg har længe haft en privat mailadresse - men det er ikke det samme, som at den, sådan rigtigt, er taget i brug. Én kasse at hoppe i, det er bare det nemmeste og mest overskuelige.

Og jeg tænker da også, at det nuværende bøvleri bare skyldes, at det har været let al den foregående tid. Jeg tænker på al den tid og alt det bøvl, jeg har sparet mig selv for. Nuværende bøvl må så - kortvarigt - være den pris, jeg skal betale.

Næh - det værste er altså det, der skal gemmes. For det kræver sortering. Sortering kræver, at dokumenter og billeder skal åbnes.

For har jeg brugt tid på at kalde filerne noget fornuftigt? Joh, somme tider. Men det meste af tiden: nej.

Det ligger altså hulter til bulter i en stor rodekasse. Eller flere kasser. Kort sagt: Overblikket er ikke noget, der bare er der. Det skal skabes.

Jeg jamrer mig ikke, det skal I ikke tro.

For jeg ved også, at mit veludviklede oprydningsgen kommer til sin ret undervejs. Hvis nu, det hele bare blev smidt i en stor virtuel rodekasse, uden sortering - for ja, det får jeg jo snart god tid til at gøre, ikke? - ville jeg så nogensinde få ryddet op i det? Erfaringen har belært mig om, at sådan fungerer det ikke for mig.

Så nu må jeg sortere og smide ud. Og det er jeg egentlig ret god til.

Så den virtuelle kommode, som jeg tager med hjem, den bliver måske ikke 100 procent ordnet skuffevis med mærkater og noter, men den bliver noget mindre end den ellers ville være blevet. Og den rummer nok ikke så meget måske og hvis nu og engang.

Men kun det, der er absolut vigtigt at gemme.

Jeg er lidt under pres, og det er heller ikke det værste at være for sådan en som mig.

Jeg har en lille magnet hjemme i køkkenet, hvorpå der står: “I love deadlines. I love the whooshing sound they make as they go by.” (Jeg elsker deadlines. Jeg kan lide den summende lyd, de laver, når de flyver forbi.)

Et godt ord at have med sig som reporter og journalist. Og menneske.

Brød.9.løs: Citatet stammer fra forfatteren Douglas Noel Adams - af min egen årgang 1952 - der er verdenskendt for sin romanserie The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy. Han døde i år 2000 og mødte således da sin endelige deadline.

 Selv har jeg ingen planer i den retning.

 Jeg regner med at blive 116, jævnfør en reklame, som har bidt sig fast i min hukommelse: Prinsessen ligger i sin glaskiste og bliver med et kys vækket af prinsen. Han fortæller, at hun har sovet i 100 år.

Åh nej, siger hun. Så er jeg 116, og jeg har ikke sparet op til pension.

Så jeg er bare glad for at nå en af livets andre store deadlines lige om lidt.

Men fortvivl ikke, kære læsere: Jeg fortsætter som fast leverandør til denne herlige søndagsklumme. Så vi ses igen en anden søndag.

Underskrevet af: vonsyldsgade33@gmail.com