Kommentar: DBU's humanistiske protester er løbet ud i ørkensandet

KOMMENTAR:- Vi truer ikke med at blive hjemme. Vi truer med at møde op og fortælle om vores værdier. Mangfoldighed, åbenhed og menneskerettigheder.

Sådan skrev DBU på Twitter i 2019 om den omdiskuterede VM-slutrunde i Qatar.

Mandag tog landene bag One Love-kampagnen beslutningen, at landsholdsanførerne ikke kommer til at bære de regnbuefarvede anførerbind, der var tænkt som en kampagne imod diskrimination. Det vil udløse et gult kort til bæreren, har Fifa advaret.

For under to uger siden fik DBU besked fra Fifa om, at de ikke må varme op i de trøjer, hvor der efter planen skulle have stået "Human Rights for All" - altså menneskerettigheder for alle.

Protesten - truslen om at møde op og fortælle om værdier som mangfoldighed, åbenhed og menneskerettigheder - løb ud i ørkensandet, allerede inden den gik i gang.

Det skal ikke have sportslige konsekvenser at protestere, lod DBU os forstå mandag. Simon Kjær skal ikke risikere at få et gult kort for at bære anførerbindet, når Danmark spiller første kamp tirsdag.

Simon Kjær og de andre landsholdsspillere var ellers ikke bange for at risikere noget sportsligt, da det tilbage i 2018 handlede om forhandlingen af en ny aftale mellem Spillerforeningen og DBU. Dengang strejkede spillerne på grund af en tvist om kommercielle rettigheder.

Men nu - under den mest groteske, skandaløse og mærkværdige turnering i fodboldens historie - er situationen anderledes. Ingen tør tage det personlige ansvar. Ingen tør lade protesten koste noget sportsligt.

Jamen, skal spillerne ofre slutrunden eller måske endda deres karrierer for en protest?

Det er jo helt op til dem selv. Og de har valgt, at kampen for menneskerettigheder og protesten imod homofobi og undertrykkelse ikke er så vigtig, at de reelt er villige til at ofre noget for den.

Spar mig for argumenter om, at spillerne ikke skal tages som gidsler eller reelt ikke har noget valg.

For man har altid et valg. Om man så er storspiller på millionkontrakt eller roligan på sofaen.

Eller hvis man eksempelvis er verdens bedste bokser.

Muhammad Ali tog nemlig valget og ansvaret, da han i 1967 nægtede at lade sig hverve til krigen i Vietnam på baggrund af sin tro og sit etiske standpunkt i forhold til krigen.

Det kostede ham alt.

Han mistede sine titler, sin bokselicens og blev dømt i retten for at nægte at lade sig hverve til den amerikanske hær. Han var 25 år gammel og på toppen af sin karriere. Der gik over tre år, før han fik lov at bokse igen.

Misforstå mig ikke. Jeg ved godt, at det ikke ændrer en tøddel, at jeg som tv-seer og livslang fodboldfan vælger at slukke for fjernsynet fremfor at se med. Fifa, Qatar og alverdens korrupte pengemænd ryster ikke i bukserne over, at en bladsmører fra Nordjylland dropper slutrunden på grund af sin samvittighed og etiske grænse.

At Simon Kjær skulle have det regnbuefarvede One Love-anførerbind på, ville heller ikke ændre noget.

At de danske spillere skulle varme op i en trøje med "Human Rights for All" printet på, havde ikke rykket et komma.

Muhammad Ali fik heller ikke sat en stopper for krigen i Vietnam med sin protest.

Men der er ingen, der skal prøve at bilde dig eller mig ind, at der ikke er noget valg.

Man har altid muligheden for at stå fast på det, man tror på. Man har altid muligheden for at lade være - i den aktuelle sag under trusler om sportslige repressalier.

DBU og landsholdet har taget deres valg.