Kommentar: Overdådig fejring af dronning Elizabeth, mens millioner lever i fattigdom

Dronning Elizabeths 70 år på den britiske trone skal naturligvis fejres. Men den overdådige festweekend imponerer ikke journalist Johannes Jacobsen

Journalist Johannes Jacobsen har det lidt som den unge prins Louis, der holder sig for ørerne under overflyvningen i forbindelse jubilæumsparaden foran Buckingham Palace. <i>Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix</i>

Journalist Johannes Jacobsen har det lidt som den unge prins Louis, der holder sig for ørerne under overflyvningen i forbindelse jubilæumsparaden foran Buckingham Palace. Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix

JUBILÆUM:Denne weekend bliver dronning Elizabeths 70 år på den britiske trone fejret i stor stil. Storstilede parader, koncerter, gudstjenester og en ekstra fridag er en del af det once-in-a-generation show, som regeringen har lovet befolkningen.

70 år er da også overvældende lang tid på tronen i en verden, der hele tiden går hurtigere, hvor nyt er godt og hvor monarkier i det store hele enten er diktaturer eller ren staffage. Så en fest er vel på sin plads. God save the Queen, som de synger. Altså under nationalsangen, ikke i The Sex Pistols’ punkhymne, selvfølgelig.

Men al den pomp og pragt preller fuldstændig af på mig.

Ifølge officielle tal lever næsten 11 millioner briter i fattigdom, herunder næsten 3 millioner børn. I maj måned kunne The Guardian rapportere, at 13,8 procent af de britiske husstande havde oplevet fødevareusikkerhed i løbet af april måned. Det er en stigning på 57 procent siden januar. Inflationen har selvfølgelig også sit tag i Storbritannien – den er steget med 9 procent fra april 2021 til april 2022.

Læg dertil, at regeringen vurderer, at den ekstra fridag, der er blevet indført i forbindelse med festlighederne, kommer til at betyde et produktionstab på 2.39 milliarder pund. Altså, 20,8 milliarder kroner! Centre for Retail Research vurderer omvendt, at der vil blive brugt 408 millioner pund eller 3,4 milliarder kroner.

Så mens Union Jack vajer, de royale vinker troligt og paradehestene vrinsker, mister landet med 11 millioner mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, milliarder af kroner.

Jeg kan ikke forestille mig et tydeligere billede på, at Storbritannien aldrig helt har sluppet følelsen af at være et verdensomspændende imperium, hvor solen aldrig går ned.

God save the Queen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.