Lokale Venstre-topfolk: SF råber mest fra hængekøjen
Venstrefløjen er færdig med at eje klima- og miljøpolitikken.
Skal man eje et politikområde, skal man levere konkrete og troværdige løsninger, der også kan realiseres i virkeligheden. Og selv bidrage til at de realiseres.
Det gælder også på klima- og miljøområdet.
Men desværre glimrer venstrefløjen alt for ofte med sit fravær, når det kommer til konkrete løsninger, der gør Danmark endnu grønnere, end vi er i dag.
Vi har lige nu allermest brug for et ambitiøst og holdbart nationalt kompromis om klimaindsatser, miljø og biodiversitet, drikkevand, skov og fremtidige rammevilkår for den danske fødevareklynge.
Store ambitioner
Det er præcis derfor, regeringen i stærkeste opstilling har åbnet historiske grønne trepartsforhandlinger, der skal bane vejen for et nationalt kompromis.
Det er store klima- og miljøambitioner, store ambitioner til grøn omstilling af fødevareklyngen og store kompromisser, regeringen har linet op til.
Økonomiminister Stephanie Lose (V), miljøminister Magnus Heunicke (S), fødevareminister Jacob Jensen (V), klimaminister Lars Aagaard (M) og tidligere folketingsformand Henrik Dam Kristensen (S) sidder bænket om bordet med Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri, Dansk Metal, Fødevareforbundet NNF og Kommunernes Landsforening i de grønne trepartsforhandlinger.
Og der påhviler alle parter et stort ansvar for at få forhandlingerne til at lykkes.
SF råber fra hængekøjen
Imens er Socialistisk Folkeparti mest optaget af at råbe højt fra hængekøjen.
Det er nærmest en tilståelsessag, når SF-formand Pia Olsen Dyhr i Berlingske 6. marts beskylder miljøministeren for at være “landbrugets lakaj”.
Det er ikke “ambitiøs grøn omstilling”, Pia Olsen Dyhr efterlyser, når hun slænger sig mageligt i hængekøjen og nøjes med at skrue op for lyden, fordi SF har landsmøde.
SF’s eget bud på en plan, der skal rette op på miljøtilstanden i de indre danske farvande, bliver da også med det samme underkendt af en af de eksperter, som SF oftest henviser til, når man kræver handling af alle andre.
Vi er kommet bagud
En ansvarlig klima- og miljøpolitik får man, når man kombinerer indsigt og faglighed med konkrete løsninger og virkemidler - og med det samme finder finansieringen. Og det er heldigvis præcis, hvad regeringen har sat sig som målet med de grønne trepartsforhandlinger.
Det er vigtigt, at regeringen er ambitiøs på det grønne område. For selv om Danmark på klima- og miljøindsatser gennem mange år har levet store fremskridt, er sandheden også, at vi er kommet bagud.
Vi er først og fremmest bagud på at realisere en hel stribe af grønne løsninger som minivådområder og udtagning af lavbundsjorder, som vi ved virker. Og som har en positiv effekt på både klima og biodiversitet og på miljøtilstanden i de danske vandløb, søer og farvande.
Her spiller landbrugs- og fødevareklyngen ivrigt med på de høje ambitioner, skiftende regeringer har opstillet i diverse grønne planer.
Men både bureaukrati i statslige styrelser, manglende prioritering af minivådområder og yderst langsommelige processer for udtagning af lavbundsjorde i kommuner, hvor vi ellers sidder side om side med SF og andre repræsentanter for venstrefløjen, har bremset disse effektive grønne tiltag i årevis.
Det er ikke landmænd eller den danske fødevareklynge, der er modvillig til at medvirke til disse løsninger.
Vil skubbe til venstrefløjen
Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening fremlagde allerede i 2019 en fælles klimahandlingsplan. Og store danske virksomheder i fødevareklyngen har i årevis leveret på ambitiøse klimaplaner og planer for at bidrage til bedre naturtilstand. Men vi er ikke i mål.
Heldigvis har den nuværende regering i den seneste finanslov sat gang i arbejdet med at gøre reglerne enklere og motivere planlægningsarbejde i kommunerne, der i alt for mange år har været præget af træghed og tvivl om retningen - fordi kommuner ikke har bidraget med medspil til godkendte statslige miljøtiltag.
Det har resulteret årelange forsinkelse minivådområder og udtagning af lavbundsjorde. Derfor er det på høje tid, at regeringen har sat sig igennem og aftalt en høj prioritering med Kommunernes Landsforening.
Men det ændrer ikke på, at både staten og kommunerne er nødt til at være endnu mere offensive på klimaets og de danske farvandes vegne.
Den opgave er vi klar til at tage på os i landets storbyer.
Derfor vi kan med glæde oplyse SF-formand Pia Olsen Dyhr og hendes partifæller om, at Venstre i de kommende budgetforhandlinger i kommunerne kommer til at skubbe voldsomt til venstrefløjens manglende prioriteringer af de grønne tiltag, der gør Danmark grønnere og løfter kvaliteten i den danske natur.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.