Socialdemokrat: Derfor skal vi hylde Hjemmeværnet
Hjemmeværnet fyldte 1. april 75 år.
Den anledning vil jeg gerne bruge til at hylde en gren af Forsvaret, som løfter en stor og vigtig opgave i at hjælpe vores politi, beredskab og forsvar. Hjemmeværnets frivillige er med til at løfte den kæmpe opgave, det er at sikre danskernes frihed og skabe tryghed i Danmark. Det sker fra Hjemmeværnskompagniet Frederikshavn og igennem mange andre frivillige kompagnier såsom kompagniet i Thy.
Jeg vil gerne sige en stor tak til de nuværende omkring 43.000 frivillige hjemmeværnssoldater og alle de tidligere frivillige, der stiller og har stillet op for at skabe en sikker og tryg hverdag for alle os andre.
Hjemmeværnet er den frivillige folkelige forankring af Forsvaret, der årligt leverer omkring 2,4 mio. timers frivilligt arbejde for dig, mig og fællesskabet. Jeg gentager lige: 2,4 mio. frivillige timer! Altså sådan cirka 1.500 årsværk.
Det er mennesker, der sætter fællesskabet ud over sig selv og ved, at det er en af grundpillerne i vores samfund. Det er vigtigt, vi værner om så vigtig en del af vores samfund.
Alle dem, jeg møder, som ifører sig Hjemmeværns-trøjen, er stolte af at tjene vores land. Og det skal de også være.
Hjemmeværnet bistår med mange forskellige slags opgaver, lige fra vejanvisninger, overvågning af dansk luftrum og havmiljøopgaver til uddannelse af Forsvarets soldater og bevogtning af militære områder herhjemme, men også på internationale missioner.
Hjemmeværnets soldater er uvurderlige, og organisationen er en vigtig og afgørende del af det samlede danske beredskab og for det civile Danmark.
I mine øjne er det ret fantastisk, at vi har en organisation, som er et resultat af den modstandskamp og kampen for frihed, der blev ydet under Anden Verdenskrig og stadig har sin eksistensberettigelse i dag – selvfølgelig under nogle andre forudsætninger.
Men med krigen i Ukraine, truslen fra Rusland og en stadig mere urolig og ustabil verden, bør vi alle være taknemmelige for, at Hjemmeværnet står vagt om vores tryghed.
Den 3. april markeredes Hjemmeværnets 75-års jubilæum med en parade foran Frihedsmuseet – for netop at symbolisere Hjemmeværnets og dets frivilliges kamp for danskernes frihed. Det er vigtigt, at vi viser vores respekt for dem, der yder så stor og vigtig en indsats i vores land.
Tillykke til os alle med Hjemmeværnets 75-års jubilæum, og lad os nyde godt af deres arbejde for tryghed, sikkerhed og frihed i vores land de næste 75 år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.