Stærk og smuk og helvedes charmerende, silkeglat honningfarvet hud, en karisma og en udstråling, der sendte elektriske ladninger gennem rummet og et par næver, der stak ind som en bi, mens han svævede i bokseringen.

The one and only, mit store idol og min rollemodel, som jeg bruger både i min træning, i mit intellektuelle arbejde, og i det hele taget i mit liv, når det gælder om at holde ud og tro på det og blive ved, også når det gør ondt, Mohamed Ali!

I mine øjne så han nøjagtigt lige så majestætisk og stærk og pragtfuld ud, da han ved de Olympiske Lege i Atlanta i 1996 tændte den olympiske ild. 

Manden havde Parkinsons, han havde mistet evnen til at tale, han rystede over hele kroppen, han bevægede sig langsomt som en snegl, men han var stadig smuk, karismatisk og strålende ligesom den olympiske flamme, han holdt i sin rystende, dirrende hånd, men næven var stadig fast.

Som et lille barn

Jeg har de seneste tre dage løbet frem og tilbage til Nørholm med det samme stykke musik på to minutter og fire sekunder på repeat. 

Jeg har lyttet til det her tema tusind gange igen og igen, temamusikken til de Olympiske Lege i mit andet fædreland, Frankrig, skrevet af Victor le Masne. 

Et mesterværk.

Jeg glæder mig som et lille barn til sommerens OL i Paris. Især til at se den franske Præsident Emmanuel Macron hoppe i Seinen og svømme en tur, som han har lovet.

OL er efterhånden druknet lidt i diverse kritikpunkter, politiske, kapitalistiske, etiske, menneskerettighedskrænkende, og i år skal der nok blive ballade og folk, der planter telte mod diverse landes deltagelse osv.

Alt dette til trods elsker jeg alligevel OL, for det er indbegrebet af det, mennesket kan, når det gør sig umage for at sublimere sig selv og sit liv.

Mohamed Ali er det perfekte eksempel på et menneske, der har vilje, kampgejst, der tror på det og vil det med sine indvolde. 

Da jeg for nylig skrev speciale, havde jeg billeder af Ali, der løbetrænede om natten i regnvejr med sin træner i bilen bagved, der lyste vejen op og teksten, "det er ikke i bokseringen, man bliver til en stjerne, det er i den daglige, seje, træge, hårde, ofte uoverkommelige rutine, når man bliver ved!".

Man forstår atleterne

OL og alle disse atleter, der deltager, er en eksplosion af lidenskab, viljestyrke, lidelse, opofrelse, vedholdenhed, urokkelig tro, sved, tårer, skader, træning trods smerte, indædthed, stædighed, og motivation.

Og hvor forstår man dog godt den motivation, når man betragter disse sportsudøvere, når det lykkes at løbe længere, end de havde drømt, springe højere, svømme hurtigere, lave dobbeltsaltomortaler, og man læser i deres blik "jeg gjorde det kraftedme!" 

De svajer bagover og løfter næven og skriger op mod himmelen, "ARRRRRRRRRRGH!!!"

Og så alt det, som værtslandet krænger ud af sin sjæl for at give os alle en uforglemmelig oplevelse. Åbningsceremonier og afslutningsceremonier, der fodrer sanserne og får det til at sprudle indeni.

Som da den olympiske flamme ankom til Frankrig, til Marseille, med det monumentalt pragtfulde tremastede skib, le Belem, "La Patrouille de France" fløj henover med det franske flag, og tusindvis af småbåde sejlede ved siden af, og vi for første gang hørte det famøse officielle tema til OL, spillet af Marseille Symfoniorkester, for det starter med klassisk og slutter med electro à la Daft Punk.

Giv dig hen til de Olympiske Lege og mærk storheden for en stund, du behøver ikke være topatlet, du kan tage en tur med rollatoren og drømme, at du er med - hele vejen til Rema 1000.

Den bedste OL-sang

Man bliver større af de her menneskers præstationer, og man føler sig forbundet. For en stund glemmer vi krig og ufred, for en alt for kort stund, men så nedbryder sporten murene imellem mennesker, og så står vi sammen hånd i hånd.

Således lød det da også i temasangen fra de Olympiske Lege i Seoul, i 1988, med den legendariske koreanske popgruppe Koreana, som i årtier har ligget nummer ét på alletiders bedste OL-sangliste nogensinde, "Hand in Hand":

"Hand in hand we stand, all across the land, breaking down the walls that come between os for all time".

Jeg er gået i OL-datid og er gået tilbage til de tidligere Olympiske Lege, største øjeblikke og bedste musik.

Mit personlige største øjeblik er som sagt Ali, der tænder flammen med rystende hånd og som trods det olympiske credo; "det vigtige er at deltage, ikke at vinde", alligevel vandt han alles hjerter.

Hvilke OL-øjeblikke og sange er dine?