Erhverv

Ungdommen nu til dags – er den så forfærdelig?

Lad os nu være helt ærlige, skriver direktør på Aalborg Handelsskole, Rikke Christoffersen, i denne klumme

Direktør på Aalborg Handelsskole Rikke Christoffersen. 
Direktør på Aalborg Handelsskole Rikke Christoffersen.  Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

De unge er dovne, afhængige af deres mobiltelefoner, drikker alt for meget, gider ikke at arbejde og så mangler de respekt og forståelse for ældre generationer. 

Curlinggenerationen – som de unge også kaldes – udviser i øvrigt en omfattende mangel på dannelse (kulturelt, sprogligt og menneskeligt).

Ja, ungdommen er ikke, hvad den har været – men sådan har det i øvrigt altid været. Ovenstående udsagn er en lettere omskrivning af Sokrates’ 2.500 år gamle citat om ungdommen. Med andre ord er de unge i dag præcis, som de plejer. Ligesom vi voksne også opfører os præcis, som vi plejer. 

Alt for ofte kommer vi til at bedømme den unge generation ud fra egne værdier, egen livserfaring m.m. Vi er blevet så kloge (og bagkloge), at det halve kunne være nok.

Hvordan var vi egentlig selv, da vi var unge? Lad os nu være helt ærlige. Var billedet så anderledes? Da jeg den anden dag brokkede mig over mine børns manglende evne til at stå op og få noget ud af dagen, var min kære ægtefælle så venlig at huske mig på, hvordan jeg selv var som 20-årig. 

Hvordan jeg helst tilbragte weekendens første mange timer i sengen. ”Dit veludviklede, unge sovehjerte og kærlighed til sengen er nok bare gået i arv”, sagde min mand. Det giver selvfølgelig stof til eftertanke - for han har jo nok ret!

Lad os forsøge at stoppe vores frustrationer over ungdommen for en stund og i stedet lære og støtte hinanden på tværs af generationer. Det kan være svært at være ung, svært at træffe og rumme de mange nødvendige valg, svært at få fodfæste i livet. 

Det er vores ansvar at hjælpe og støtte de unge i denne proces - så godt vi overhovedet kan. Vi skal møde de unge med interesse, respekt og nysgerrighed.

De unge har alle muligheder for at blive langt bedre udgaver end tidligere generationer. Det kræver meget af den unge, men vi voksne skal også være mere åbne og rummelige. Vi skal værdsætte og anerkende alt det, som de unge kan og er virkelig dygtige til. 

Vi skal ikke være bekymrede for at stille krav og forvente noget af dem, men vi skal respektere, at det at være ung indimellem også betyder, at man laver fejl og gør det bedre næste gang.

Lad os fejre de unge. Lad os fejre, at de unge er bedre uddannede end tidligere generationer. De drikker mindre. Ryger mindre. Og så er de i øvrigt rigtig godt selskab og skønne at være sammen med. 

Om få måneder springer årets studenter ud, og nye faglærte får overrakt deres svendebrev eller fagprøvebeviser. Mon de ’nye voksne’ vil tænke anderledes på ungdommen fremover? Det vil kun fremtiden vise.

Herfra skal lyde et kæmpe tillykke til den bedste generation unge nogensinde.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden