Kommunal indsigelse pist væk
Brev til regionen om, at kommunen er imod ny råstofgrav nær vandboringer nåede ikke frem
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:48
FREDERIKSHAVN: Et vigtigt brev i sagen om råstofgravning på Ravnsholtvej 50 ved Åsted har været forsvundet i mere end en måned.
I brevet, som er dateret 29. april, præciseres, at kommunen er imod, at regionen udsteder gravetilladelse.
Ansøgningen behandles på mødet i regionens udvalg for infrastruktur, klima, kultur og miljø mandag.
I Frederikshavn undrede man sig, da mødedagsordenen blev lagt regionens hjemmeside. For der står intet om, at kommunen er imod, at der gives gravetilladelse.
Regionens administration indstiller, at tilladelsen gives. Indstillingen forholder sig til en række indsigelser fra naboer, som er især er bekymrede for støj, trafikbelastning, støv og for forurening af grundvandet.
En stor del af Frederikshavns drikkevand kommer fra boringer i nærheden.
Hverken sagsfremstillingen eller bilagene indeholder derimod noget om, at kommunen er imod råstofudvindingen af hensyn til sikring af drikkevand.
En ny dagsorden
To dage efter offentliggørelse af dagsordenen udsender regionen en ny og revideret. Her er en kommunal indsigelse dateret 9. maj mod regionens Råstofplan 2016 refereret. Men der fremgår stadig intet om kommunens indsigelse dateret 29. april mod gravetilladelse på Ravnsholtvej 50.
I denne præciserer formanden for plan- og miljøudvalget, Anders Brandt (S), at kommunen ikke ønsker råstofudvinding på stedet på grund af ”risiko for, at slam og gødning på nærliggende arealer kan forurene grundvandet via det ansøgte graveområde. Desuden vil der være for høj risiko for at oliespild eller andet spild i forbindelse med gravning kan forurene grundvandet.”
Indstilling ændres ikke
Specialkonsulent Niels Peter Mortensen, regionens råstofgruppe, oplyser, at han først fik kendskab til indsigelsen i går, fredag.
Det skete efter en forespørgsel fra Frederikshavn om, hvorvidt regionen havde kendskab til brevet.
Det blev derefter genfremsendt.
Han ved ikke om brevet er modtaget i regionen tidligere, eller der er sket en fejl ved forsendelsen.
- Men indsigelsen betyder ikke noget for administrationens indstilling, siger han.
- Udgangspunktet for den er den gældende Råstofplan 2012.
Det genopdukkede brev vil blive forelagt politikerne i regionsudvalget på selve mødet mandag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.