Kommunalt salg af kirkegård?
Nytårsløjer gav smil på læben i Ravnkilde
Opdateret kl. 13:17
RAVNKILDE: Overvejer Rebild Kommune nu ligefrem at sælge kirkegården i Ravnkilde for at styrke den kommunale kassebeholdning her i 2017?
Det spørgsmål kunne godt være opstået hos adskillige borgere i Ravnkilde første nytårsdag.
For her kunne de opleve et kommunalt til salg skilt langs Bygaden 2 placeret lige ved indgangen til kirkegården.
Skiltet var dog af ukendte personer i løbet af nytårsaften flyttet fra den modsatte side af vejen. hvor Rebild Kommune i flere år har forsøgt at sælge en lille byggegrund på blot 452 kvm. på adressen Bygaden 5 efter i 2009 at have revet en faldefærdig bygning på grunden ned.
Nytårsdag kunne købmand Hanne Degn i Ravnkilde ikke modstå fristelsen til at tage et foto af det usædvanlige til salg skilt og lægge det ud som opslag på Facebook for en lukket gruppe i Ravnkilde.
Her har blandt andet provst Holger Lyngberg allerede kommenteret opslaget med følgende ordlyd:
"Den var også til salg for nogle år siden, men der kom ikke et eneste seriøst bud .... så vi må jo nok drive firmaet videre selv!"