Kommunen kan slippe for fuld deponeringspligt i ny svømmehal
Hvis andre står for driften, skal kommunen kun deponere for antal anvendte timer i svømmehallen, konkluderer BDO i nyt svar
Opdateret kl. 17:35
SKAGEN: Frederikshavn Kommune behøver ikke at deponere de 50 millioner, som det koster at bygge en ny svømmehal på Hedeboskolens grund i Skagen.
Hvis der findes en part, som vil stå for driften af svømmehallen og påtage sig det økonomiske ansvar herfor, kan kommunen minimere deponeringspligten til at omfatte det antal timer, kommunen lejer i den nye svømmehal.
Hvis andre står for driften
Det fremgår af det seneste svar fra BDO, som Frederikshavn Kommune har bedt om at redegøre for deponeringsforholdene.
"Det kan for eksempel være entreprenøren, som opfører svømmehallen, eller et driftsselskab, som påtager sig opgaven med drift af svømmehallen. Driftsselskabet kan etableres af såvel entreprenøren som en 3. part", skriver BDO og fortsætter:
"Kommunen må ikke tage del i dette driftsselskab, da den herved vil blive deponeringspligtig for anskaffelsessummen af svømmehallen".
Betaler for antal timer
Størrelsen af kommunens deponering vil afhænge af hvor mange timer kommunen lejer, og timeforbruget kan minimeres ved tidsmæssigt at opdele anvendelsen af svømmehallen i for eksempel leje til foreninger, folkeskolesvømning og offentlig adgang til svømmehallen.
Deponeringsforpligtigelsen beregnes ud fra lejet timer og areal. Hvis der indgår en wellness afdeling i svømmehallens areal, og denne ikke indgår i kommunens leje, vil dette område kunne udelades i beregningen af deponeringsforpligtigelsen.
Kommunen betaler for de timer, som kommunen anvender i hallen til eksempelvis skoler og handicapsvømning, og er deponeringspligtig herfor. Deponeringen beregnes forholdsvis i forhold til den samlede åbningstid, forklarer BDO i sit svar til kommunen og byrådet, der mandag aften behandler de økonomiske scenarier for ny svømmehal i Skagen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.