Kommunerne skal opføre sig ordentligt
Socialministeriet indskærper retningslinjerne i sager om socialt bedrageri
NORDJYLLAND: De danske kommuner får nu indskærpet, at de skal opføre sig ordentligt i sager, der handler om socialt bedrageri.
Indskærpelsen er udsendt af Social- og Integrationsministeriet på baggrund af kritik fra ombudsmanden tidligere i år.
Socialministeriet gør blandt andet kommunerne opmærksom på, at myndighederne skal være objektive, når de indsamler oplysninger, og at anonyme henvendelser ikke i sig selv kan indgå som bevis i sager om socialt bedrageri.
I det hele taget bliver det gjort klart for kommunerne, at de mistænkte borgeres retssikkerhed er meget vigtig.
Sagen, der medførte kritik fra ombudsmanden som altså har gjort, at ministeriet føler sig nødsaget til at indskærpe retningslinjerne for god sagsbehandling, stammer fra Sorø. Her blev en kvinde i 2012 afkrævet tilbagebetaling af sociale ydelser, fordi kommunen vurderede, at hun ikke var ”reelt enlig” og havde fået udbetalt penge ”uberettiget og mod bedre vidende”.
Afgørelsen baserede sig blandt andet på en anonym anmeldelse af kvinden.
Mangelfuld vejledning
Efter at have gennemgået sagen påpegede ombudsmanden ”en række fejl og uhensigtsmæssigheder”. Han bad derfor det sociale nævn behandle sagen igen.
Blandt de fejl, ombudsmanden påpegede, var at myndighederne ikke havde vejledt kvinden godt nok
Hun havde således ikke fået at vide, at hun ikke havde nogen pligt til at udlevere oplysninger til myndighederne.
Hun var heller ikke blevet orienteret om, hvordan hun kunne dokumentere, at hun var reelt enlig.
Ombudsmanden er også kritisk over for de oplysninger, som myndighederne har lagt vægt på. Herunder den centrale brug af en anonym anvendelse.
Parret i Fjerritslev
For et stykke tid siden berettede NORDJYSKE om Pia og Per Jensen i Fjerritslev, som Jammerbugt Kommune i to omgange afkrævede tilbagebetaling af sociale ydelser, fordi de efter de efter de kommunale myndigheders vurdering reelt boede sammen.
Begge gange blev kommunen underkendt. Først af det sociale nævnet og siden af ankenævnet.
Dermed slap kæresteparret, som siden er blevet gift, for tilbagebetaling. Men det var kun, fordi de forfulgte sagen og hyrede en advokat. Ellers havde de været stemplet som sociale bedragere og havde hængt på en regning på knap 50.000 kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.